Randers Freja U/19 drillede ubesejrede Esbjerg til sidst

Med to skader til to profiler var Esbjerg ved at gå i knæ mod bundholdet Randers Freja. Esbjergenserne lykkedes dog med at hive sejren i land trods kronjyske drillerier til sidst i opgøret.

Et Randers Freja-hold med to point for fem kampe og et Esbjerg-hold med 13 point for fem kampe i U/19 Ligaen. Rollerne var i den grad fordelt inden rækkens etter mødte rækkens tolver i Esbjerg i lørdags.

Efter en lettere rodet start fik U/19 Ligaens tophold spillet sig varmere og midtvejs i første halvleg bragede Daniel Thorup esbjergenserne foran med 1-0 med et skud fra 20 meters penge.

Føringen kunne være blevet øget yderligere inden pausen, men Randers Freja fik med nød og næppe holdt stand. Dog kun til få minutter efter pausen, hvor indskiftede Kasper Nissen satte indersiden på et indlæg i feltet.

Esbjerg havde allerede efter 10 minutter af kampen sagt farvel til Mathias Kristensen, der var udgået ovenpå en voldsom tackling. Men også midtbaneprofilen Mark Brink måtte udgå med en skade i anden halvleg.

De to skader blandet sammen i en cocktail med et mere træt Esbjerg-hold mod slutfasen, fik Randers Freja til at lugte blod. Randers’ Kasper Brøgger satte reduceringen til 2-1 i kassen med cirka et kvarter igen. Også Lars Benko og Behrem Rizvic var begge tæt på at komme på måltavlen i sidste halvdel af anden halvleg.

Det hele endte dog trods drillerierne fra Randers med den forudsigelige sejr til Esbjerg. 2-1 over Randers Freja fastholder vestjydernes status som ubesejret leder af U/19 Ligaen, mens Randers Freja stadigvæk må se langt efter en sejr på 12. pladsen.

Top