Randers-talent forlænger til 2016

Den lovende unge Randers-angriber, Nicolai Brock-Madsen, har i dag sat sin signatur på en ny aftale med kronjyderne, så han nu først har kontraktudløb i 2016.

Det meddeler klubben her tirsdag aften.

“Vi er meget stolte over, at en af vores helt egne spillere, der har været i klubben siden barndommen, har fået sit store gennembrud i denne sæson, og at han ønsker at fortsætte sin udvikling i Randers FC. Det bliver spændende at følge hans videre færd i klubben, hvor jeg håber, at han kan bygge videre på det niveau, han allerede har vist. Der skal også lyde et stort cadeau til vores U-trænere og talentchef Peter Elstrup, der har været tæt på Nicolai hele vejen op igennem ungdomssystemet”, siger Randers-direktør Jacob Nielsen.

Hovedpersonen selv, er også godt tilfreds med den nye aftale.

“Jeg er glad for forlængelsen, hvor jeg er sikret endnu tre sæsoner i Randers FC fra sommer af. Det passer også fantastisk med, at jeg er utrolig glad for at være i Randers FC, som jeg føler mi godt hjemme i. Randers FC er bestemt det rette sted for mig at fortsætte min udvikling”, siger Brock-Madsen.

Den 20-årige angriber havde oprindeligt kontraktudløb med kronjyderne til sommer, men har altså nu underskrevet en ny tre årig aftale med Randers FC.

In this article