Angriberen har haft en hård tid i det italienske. Nu arbejder agenten på en lejeaftale.
Kenneth Zohore har ikke fået meget spilletid i Fiorentina, hvilket heller ikke ser ud til at komme til at ske i fremtiden, da Fiorentinas sæson er gået lang over forventning. “La Viola” sluttede på fjerdepladsen i Serie A og Zohore har ikke været i nærheden af f’ørsteholdet. Netop derfor fortæller Zohores agent også, at han arbejder på en lejeaftale til den tidligere FCK-spiller.
“I næste sæson har han brug for at få førsteholdsfodbold. Niveauet er steget i Fiorentina efter en flot sæson, og det bliver svært for Kenneth at få kampe i næste sæson,” fortæller agenten Darryl Powell til bold.dk og uddyber:
“Efter ferien vil Kenneth vende tilbage til Fiorentina og være en del af holdet i pre-season. Her skal han give den en skalle og se, hvor han står. Hvis han så ikke er omkring holdet, vil han have godt af en lejeaftale. Klubben er ikke interesseret i at sælge.”
Powell fortæller også, at han og Zohore har haft en snak med klubben, om angriberens fremtid.
“Vi har haft en uformel snak med klubben om Kenneths situation og udvikling og om, hvad der skal til, for at han kan komme ind omkring førsteholdet. Vi skal have en snak mere i løbet af sommeren for at høre, hvad klubben tænker.”
“Klubben tror meget på ham og er meget, meget tilfredse med Kenneths udvikling. Han er blevet langt skarpere og mere trimmet og har mere energi på banen,” fortæller agenten til bold.dk.
Det 19-årige danske talent, har været fast inventar på de danske u-landshold. Således står han noteret for 24 kampe, for det danske u-17 landshold.