Skrevet af: Dansk Fodbold Nyt
I de sidste timer af transfervinduet kom der endnu et skifte på plads. Således skifter Akademisk Boldklub Gladsaxes talent Daniel Thorup til FC Nordsjælland, hvor han i første omgang skal indgå i deres U19-trup. Daniel har nærmest været fast inventar på skovdiget, og nu har nordsjællænderne valgt at satse på den unge forsvarsspiller.
Daniel ser frem til skiftet, men det er ikke uden vemod.
– Jeg har været i klubben siden jeg var 5 år gammel, så det er klart at AB har været en kæmpe del af mit liv. Jeg har stiftet masser af gode kammeratskaber, fået en masse stor oplevelser, og samtidig har jeg haft mange dygtige trænere som alle har bidraget til min udvikling.
– Nu ser jeg frem til at komme til en anden klub, hvor jeg forhåbentligt kan fortsætte min udvikling, og så håber jeg bare at der venter endnu flere store oplevelser forude, siger Daniel Thorup til klubbens hjemmeside.