Lindberg: Målet var ubrugeligt


FC Nordsjællands Kristian Lindberg ærger sig over, at hans mål mod FC Vestsjælland ikke rakte til point til Nordsjælland. 

Da FC Nordsjælland kort efter pausen udlignede til 1-1 mod FC Vestsjælland, kom målet fra Kristian Lindbergs fod. Desværre var det ikke nok, da Vestsjællands Edward Ofere efterfølgende sikrede Vestsjælland alle tre point med sit mål til 2-1. Efterfølgende var Lindberg ret skuffet.

– Jeg tog bare chancen og løb på Davids udspark, og da forsvaret ikke fik fat i bolden var jeg pludselig helt fri. Men det havde jo været noget sjovere, hvis det havde været et mål til en sejr. Nu kan det ikke bruges til ret meget, sagde  Lindberg til FC Nordsjællands hjemmeside.

– Jeg så, at Lindberg var klar til at tage løbet og spillede efter det, men det er vel også det mest positive i dag. Det var en meget skuffende kamp for os, tilføjede oplægger og keeper David Jensen.

Efter nederlaget ligger FCN og FCV nu lige med 26 point. Dog er Nordsjælland forrest, pga. en bedre målscore.

In this article