Bashkim Kadrii om klubskifte: Det er op til OB

 

Bashkim Kadrii har et år tilbage af sin kontrakt i OB, men det er op til klubben, om han skal sælges af den grund. 

Bashkim Kadrii har ambitioner om at spille på et højere niveau end det er tilfældet i OB. Det er dog op til klubben – og hans egne tanker om den pågældende klub – om det skal ende med et skifte.

Det fortæller Kadrii, der har et år tilbage af sin kontrakt i Odense. Derfor er det nu, hvis offensiv-spilleren skal sælges.

– Jeg har også ambitioner om at komme videre på et tidspunkt, men jeg var skadet så meget i sidste sæson, så jeg tager det stille og roligt. Jeg har et år tilbage af min kontrakt, og hvis der kommer noget spændende, og det passer klubben og mig, vil jeg kigge på det. Det er der ingen tvivl om, siger Bashkim Kadrii til tipsbladet.dk. 

– Det er op til OB, og hvad de tænker. Jeg har ikke snakket med klubben om det endnu, men det er selvfølgelig nu, hvis de skal tjene nogle penge. Men det skal også være det rigtige for mig. Det skal ikke kun være, fordi OB skal tjene nogle penge; det skal gå begge veje, siger Kadrii. 

Hvis det hele skulle ende i et klubskifte, er det ikke ligaens navn, der får den store betydning. Spilletid og udvikling er vigtigere for den alsidige spiller.

– Det vigtigste for mig er, at komme et sted hen, hvor jeg kan tage et skridt opad  og kommer til at spille. Det er det vigtigste. Der skal være en træner, der tror på mig. Det er førsteprioriteten. Hvad ligaen så hedder, kommer ikke i første række, siger han. 

Sidste sæson blev spoleret på grund af en skade, men specielt i starten af sæsonen, viste Kadrii prøver på sit enorme talent.

 

In this article