Højbjerg: Spilletid eller ny klub

Bayern-danskeren føler sig sikker på spilletid i efteråret, men hvis han på grund af de nye indkøb skulle være skubbet af holdet, er han klar til at sige farvel i det næste transfervindue.

Den blot 19-årige Pierre-Emile Højbjerg, som lige nu befinder sig i Danmark sammen med resten af landsholdet, har taget den tyske Bundesliga med storm siden skiftet fra Brøndby i sommeren 2012. I sidste sæson fik han 9 officielle kampe for førsteholdet, hvoraf de 4 var fra start, men i den nye sæson er det kun blevet til indhop i de første to kampe.

Det gør dog ikke Højbjerg nervøs.

– De har sagt, jeg får chancen i løbet af sæsonen, og hvis ikke jeg får den, så er jeg væk til januar, siger midtbanekometen til BT.

Allerede i det netop overståede transfervindue var der rygter om en udlejning, men der ville sydtyskerne ikke slippe ham.

– Der var aldrig en konkret snak om, at jeg skulle lejes ud, for klubben ville ikke af med mig.

Næste chance for dansk islæt på holdkortet hos sidste års Champions League-vindere bliver den 13. september, når VfB Stuttgart gæster Allianz-Arena.

 

 

 

In this article