Yussuf P: Er blevet bedre til at score mål

 

Yussuf Poulsen har det godt i den tyske 2. Bundesliga. Han har scoret hvad der svarer til seks mål i seks kamp for RB Leipzig i denne sæson, og det er der en grund til.

Yussuf Poulsen fører sig for tiden frem i sin tyske klub, RB Leipzig. I seks kampe har han nemlig formået at score seks mål i den tyske 2. Bundesliga. Poulsen synes også selv, at han er blevet bedre til alt, siden skiftet fra Lyngby.

– Rent fodboldmæssigt er jeg blevet bedre på alle parametre, for eksempel er mine beslutninger og min teknik forbedret, siger Poulsen til BT.

Det at han scorer en masse mål, er heller ikke en tilfældighed. Poulsen har nemlig øvet sig i sine løb ind i modstanderens felt.

– Samtidig er jeg blevet bedre til at score mål, hvilket skyldes en større opmærksomhed på, hvor jeg skal løbe hen i feltet. Før tog jeg bare det mest aggressive løb i boksen, men nu får jeg flere af de mål, fordi jeg løber de rigtige steder hen, lyder det fra danskeren.

RB Leipzig deler andenpladsen i 2. Bundesligaen med Darmstadt med 15 point efter otte kampe.

In this article