Højbjerg vil væk fra Bayern

 

 

Pierre-Emile Højbjerg vil prøve noget nyt i jagten på spilletid, forklarer han overfor tyske Kicker. 

Pierre-Emile Højbjerg vil forlade Bayern München. Så direkte er meldingen fra det danske stortalent.

Tidligere har landsholdsspilleren udtrykt, at han gerne vil spille mere for de tyske mestre, men nu er han mere klar i mælet.

– Jeg tror, tiden er kommet for mig til at gå en anden vej. Jeg har lært alt her – Bayern er den bedste skole, der findes – men jeg føler mig klar til at tage springet, siger Pierre-Emile Højbjerg til Kicker.

Blot 19-årige Højbjerg er kendt for at være særdeles målrettet, og han har aldrig lagt skjul på, at han vil spille fast på højeste niveau.

Bundesliga-klubben Hannover har bekræftet, at man er interesseret i midtbanespilleren, og ifølge tv2.dk melder flere medier om, at Højbjergs agent Søren Lerby har været i kontakt med Hannovers sportsdirektør Dirk Dufner.

In this article