Augsburg-træner i dilemma: Kan ikke garantere Højbjerg spilletid

 

Dominik Kohr har vist sit værd for Augsburg, og det betyder, at Pierre-Emile Højbjerg ikke kan vide sig sikker på spilletid.

I Bayern München fik Pierre-Emile Højbjerg ikke nok spilletid, men skiftet på en lejekontrakt til FC Augsburg behøver ikke nødvendigvis at resultere i mere tid på grønsværen.

I den tyske klub har man nemlig endnu et stort talent, der kan udfordre den danske landsholdsspiller i kampen om spilletid, 20-årige Dominik Kohr.

Det betyder, at klubbens træner, Markus Weinzierl, er i en situation, hvor han ikke kan garantere, hvem der spiller på søndag mod Hoffenheim, selvom Bayern sendte Højbjerg til Augsburg i håbet om mere spilletid.

– Han (Dominik Kohr, red.) har gjort det godt. Jeg ved endnu ikke, hvem der spiller på søndag, siger Markus Weinzierl til Kicker.

Højbjerg er fast mand på Morten Olsens landshold, og i Bayern har han ikke været bleg for at kræve mere tid på banen. Tidligere i januar blev han så sendt til Augsburg på en lejeaftale gældende for resten af sæsonen.

Hans nye klub ligger nummer seks i Bundesligaen, mens Bayern er på førstepladsen. Højbjerg vil altså fortsat spille for en klub i den bedre halvdel af tabellen.

In this article