18-årige Joachim Andersen har sat sin underskrift på en ny kontrakt med FC Twente, der nu har papir på den danske forsvarsspiller frem til sommeren 2018.
Det tidligere FC Midtjylland-talent har i dag sat sin signatur på en kontraktforlængelse med Twente frem til sommeren 2018 med option på to yderligere år. Den unge dansker glæder sig over, at hans udvikling er på rette spor.
– Det sidste halvandet år har været en lærerig periode for mig i FC Twente. Jeg har spillet mange kampe allerede i en ung alder i Jupiler League, og det har været god erfaring for mig. Min debut mod Willem II var et nyt skridt, et bevis på, at jeg er på rette spor. Jeg håber at spille flere minutter i denne sæson, men jeg ved, jeg skal fortsætte med at fokusere for at vokse, siger Joachim Andersen til klubbens hjemmeside.
Joachim Andersen har været i FC Twente siden sommeren 2013, og har spillet 38 kampe for Jong Twente i Jupiler League og altså én kamp i Æresdivisionen for Twentes førstehold.