Talenttid – 25-03-2015 – U19-ligaen – Bold og blæsevejr

Talenttid – 25-03-2015

I skyggen af den professionelle seniorfodboldverden finder vi talenternes skueplads. D’BOLD inviterer jer indenfor I en verden, hvor unge, håbefulde spillere på daglig basis gør deres ypperste for at forfølge drømmen. Læs med her, for at høre denne uges bedste nyheder om dansk ungdomsfodbold!

U19-ligaen

Kilde:dbu.dk
Kilde:dbu.dk

I sidste udgave af Talenttid U19-ligaen kunne vi fortælle, hvordan en kontroversiel sag med en ulovlig benyttet spiller kostede AGF 5-2-sejren mod FC. Midtjylland, der i stedet blev tilkendt en 3-0-skrivebordssejr.

Med den uheldige sag i baghovedet skulle de unge AGF’ere lørdag forsøge at fokusere på fodbolden, da FC. København besøgte Fredensvang. Værterne måtte til opgøret se bort fra en lang række profiler. Studietur og karantæner forhindrede flere af Claus Therkildsens foretrukne i at deltage, og så skulle en i forvejen smal AGF-trup finde nye navne. Med hjælp fra to debutanter og velkendte spillere som Marcus Solberg og Thomas Hagelskjær fik Therkildsen alligevel stablet et slagkraftigt hold på benene.

Endda så slagkraftigt, at århusianerne vandt kampen. Oliver I. Pedersen scorede efter et hjørnespark, og angriber Marcus ”Hulk” Solberg var vanlig iskold, da han blev sendt i dybden. Foran 2-0 slappede hjemmeholdet en anelse mere af, og tillod FC. København mere spil. Det lykkedes for hovedstadens talenter, at ligge et stort tryk på ’De hvie’, og i anden halvleg fik gæsterne da også reduceret til 2-1.

Tættere på kom FCK dog ikke, og derfor sluttede opgøret med en hjemmesejr på 2-1 til AGF. Man må bare tage hatten af for Aarhus-klubbens U19-hold. Det er klasse, at man efter en turbulens uge og med et afbudsramt hold besejrer et kompetent mandskab som FC. København. Det har været en positiv oplevelse, at følge AGF i foråret, og kan Claus Therkildsen i fremtiden gøre brug af Marcus Solberg, har man en angriber med massevis af U19-ligamål på kontoen.

Ikke helt så mange mål har Rezan Corlu på sin konto. Men han nærmer sig, og i bestræbelserne på at blive en endnu bedre fodboldspiller, skrev den unge fløjspiller i ugens løb under på en ny kontrakt med Brøndby. Corlu skulle forsøge, at fejre sin nye kontrakt med en sejr, da han og de resterende Brøndby-knægte var taget en tur til det nordlige Danmark, hvor AaB ventede. Opgøret var en gentagelse af forårsåbneren, hvor Brøndby vandt en jævnbyrdig kamp med 2-1. Jævnbyrdig skulle lørdagens opgør også vise sig at blive..

Mange dueller prægede en rodet første halvleg, som var alt andet end skøn at overvære for de fremmødte tilskuere. Hjemmeholdet sad på de fleste andenbolde, men skabte kun enkelte chancer. 0-0 ved pausen.

Anden halvleg var ligeledes chancefattig, men stadig med overskud og hos aalborgenserne. Overskuddet forsvandt hurtigt, da føromtalte Rezan Corlu slap igennem værternes bagerste geledder og scorede til 0-1. En spand kold vand i hovedet på nordjyderne, der skiftede angrebsprofil Jannik Pohl ud. Ind kom i stedet sidste sæsons U17-ligatopscorer Sebastian G. Andersen, der ikke har haft let ved at tilvænne sig til U19-ligaens mere fysiske spil.

Lørdag løb Sebastian G. Andersen hurtigt ind i tiltrængt succes, da han efter kort tid på banen fik fremtvunget et straffespark. Fra 11-meterpletten var Asger Sørensen iskold, og udlignede til 1-1, der senere blev slutresultatet. Brøndby er stadig ubesejrede efter fire kampe af foråret, men imponerede langt fra mod AaB.

Imponerende, har vi i stedet været af Lyngby. Talentfabrikken med tilhørssted i københavnerforstaden er i skarp konkurrence fra omkringliggende klubber, især FC. Nordsjælland, der flittigt henter sine ungdomsspillere i Lyngby. Alligevel klarer de kongeblå sig ganske fornuftigt, og holder storklubber som AGF og OB under sig i tabellen. Lørdag stod netop OB på menuen.

Fynboernes sejr i forårspremieren var den første i uanede tider, så det var en flok selvsikre gutter, Jens Madsens sendte i kamp. Fulde af energi og dedikation startede de stribede kampen, og havde det ikke været for et hav af brændte chancer, havde værterne været foran med et par stykker allerede ved pausetid. I stedet blev det Lyngby, der først fik målnettet til at blafre. De offensive OB’ere har forsvaret elendigt i denne sæson, således også lørdag, hvor en høj forsvarskæde gav bagrum for gæsterne at løbe i. Simon Væver, Frederik Thyssen og sidst men ikke mindst 99’eren (!!!) Jens Odgaard kom på scoringstavlen for Lyngby, der efter en times spil til odenseanerens skræk var foran med hele 3-0.

OB fortsatte ufortrødent, og det lykkedes 95’eren, den tidligere FC. Fyn-angriber Anders Thomsen at score, men chancerne og optræk til dem blev stadig ikke forvandlet til, hvad fodbold handler om, nemlig mål. Efter 90 minutter fløjtede dommeren af, og en flok lykkelige sjællænderne kunne fejre årets første sejr, mens de stribede en smule skuffende ikke formåede at bygge videre på 1-0-sejren i forårspremieren mod Silkeborg.

Bygge videre på sejr var også hvad Randers skulle, da de lørdag fik besøg af topholdet FC. Midtjylland. Kampen mellem rækkens nummer to og tre blev præget af en voldsom vind, som besværliggjorde midtjydernes pasningsspil. En Randers-sejr lå ellers ikke i kortene inden topkampen. Kronjyderne manglende næsten et halvt hold, og hidkaldte derfor som erstatning en flok unge 97’ere. FC. Midtjylland mønstrede som altid et slagkraftigt mandskab, dog uden Mikkel Duelund, der samme dag fik debut for Alka Superligaholdet.

Om det var fraværet af Duelund, den drilske vind eller noget helt tredje der spillede ind, skal være usagt, men det var Randers, der først kom på måltavlen. Tidligere U-landsholdsspiller Jeppe Mogensen har med sine seks sæsonmål måske ikke helt levet op til de store forventninger, der er til ham, men lørdag var han tilbage som målscorer, da han efter 24 minutter bragte hestene foran.

Et midtjysk modsvar kom prompte.

Otte minutter senere faldt udligningen nemlig. Nigerianeren Babajide David bragte med et flot hovedstødsmål balance i regnskabet.

Gæsterne kom ud til anden halvleg med stor energi, hvilket hurtigt gav pote. Efter 50 minutters spil scorede Rasmus Nissen et bemærkelsesværdigt mål, da han efter en dribletur tog chancen fra distancen. Bolden susede i mål forbi en sprællende Randers-keeper, og så var Kenneth Andersens tropper ikke helt overraskende foran 1-2. Efterfølgende faldt FC. Midtjylland i kadence, tillod Randers mere spil og jagtede en afgørende scoring. Den kom ikke, men ej heller bød værterne ind med ret meget i kampens sidste fase, og derfor sluttede et intenst opgør med en favoritsejr på 1-2 til FC. Midtjylland, der dermed lagde pres på førerholdet fra FC. Nordsjælland.

Netop FC. Nordsjælland var også i kamp lørdag. Her var modstanderen Vejle, for hvem opgøret samtidig var forårspremieren. Det blev en forårspremiere, østjyderne hurtigt vil glemme. Kampen sluttede nemlig med en stensikker 0-2 sejr til FC. Nordsjælland, der viste klinisk effektivitet. Når Vejles ivrige talenter fejlede, straffede de sjællandske tigre fejlene med lynets hast. Det var ellers ikke fordi at topholdet spillede en fejlfri kamp. Sagen er bare den, at holdet besidder så megen kvalitet at de er stort set umulige at dæmme op for. Souheib Dhaflaoui fejrede med to mål, at han i ugens løb har underskrevet en kontrakt, der medfører at angriberen fra sommer indgår i FC. Nordsjællands Superligatrup. Udover talentfulde Dhaflaoui gav træner Morten Karlsen debut til den tidligere Lyngby-profil Emre Mor, ligesom 95’erne Nicklas Mouritzen og Mathias Hebo også medvirkede i opgøret.

Vejle-lejren var efter opgøret ganske afklarede. Man var ærgerlige, da man følte man spillede en god kamp. Modstanderen var bare en anelse bedre.

Med sejren fastholder nordsjællænderne førstepladsen i U19-ligaen og forspringet på to point ned til FC. Midtjylland.

Duellen fortsætter om guldet fortsætter..

In this article