Jakob Haugaard, der til dagligt er at finde i Alka Superligaens førerhold, FC Midtjylland, har givet sin mening tilkende omkring de camps, som Keepers Development & Coaching holder i flere forskellige landsdele.
– Jeg synes projektet lyder som et rigtig spændende tiltag. Jo mere fokus på målmandsspillet jo bedre. Det er initiativer som disse vi ikke kan få nok af, fortæller målmanden til dbold.dk og uddyber:
– Målmandsposten er en speciel plads og kræver nogle helt andre ting end en markspiller, både mentalt og fysisk. Og hvis man ved tiltag som dette, kan få udviklet nogle kompetencer, der gør en til en bedre målmand, så er det noget alle kunne bruge.
Haugaard, der tidligere har spillet i AB, inden han tog til den midtjyske hede, er da heller ikke i tvivl om, at han seriøst havde overvejet at deltage til sådan en camp, hvis det var en mulighed, da han spillede ungdomsfodbold.
– Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg ville have overvejet muligheden seriøst, hvis jeg havde haft den, da jeg var yngre, fortæller Haugaard til D’ BOLD.
Den kun 22-årige målmand stod som fast mand foran målet for FC Midtjylland i efterårssæsonen, men må se sig slået af, af den nyerhvervede svenske målmand, Johan Dahlin. Nu må han se Superligakampene fra bænken, mens han må nøjes med minutter på klubbens reservehold, hvor målmænd som Lasse Heinze og U19-målmand Andreas Raahauge også kæmper for spilletid.