Rømer håber på spilletid søndag

FC Midtjyllands 21-årige allroundspiller André Rømer håber på at få chancen på søndag i anfører Kristian Bach Baks fravær.

FC Midtjylland-anfører Kristian Bach Bak er ude af søndagens Superliga-opgør mod Esbjerg grundet en karantæne. Derfor står 21-årige André Rømer nu klar i kulissen til at starte på højrebacken, og han håber da forståeligt nok også selv på, han bliver valgt.

– Nu har jeg lige været ude med en lille hjernerystelse, men jeg blev testet i dag (onsdag, red.), og det gik fint, så jeg håber, jeg bliver valgt på søndag, siger André Rømer til FC Midtjyllands hjemmeside og fortsætter:

– Det er selvfølgelig rigtig vigtigt at holde sig klar hele tiden. Det er svært at komme ind at præstere, hvis du sidder ude et halvt år ad gangen, så det er vigtigt at få de her kampe og mærke tempoet, så man ikke falder i niveau, siger han.

Selvom den unge allroundspiller kun har spillet 18 gange i hele sæsonen for Midtjylland, er han stadig godt klar over, at der skal præsteres hver gang.

– Man skal være klar i hovedet til at præstere, når man får chancen. Og så handler det om at være tålmodig. Det har jeg været i et stykke tid nu, og det er jeg fortsat et stykke tid endnu, og så satser jeg på, at chancen kommer på et tidspunkt, siger Rømer.

FC Midtjylland og Esbjerg tørner sammen på Blue Water Arena søndag aften kl. 19:00.

In this article