Superligaklubben Esbjerg fB har til aftenens kamp mod FC. Nordsjælland et, for mange, ukendt navn i truppen.
Træner Niels Frederiksen har i fraværet af sygdomsramte Robin Söder og Daniel Larsson udtaget den blot 17-årige Anders Dreyer, der til dagligt spiller på vestjydernes U17-hold.
Esbjerg har haft en forrygende sæson i U17-ligaen, hvor de spiller med i toppen af tabellen, og med rette kan tillade sig at have forhåbninger om ædelt metal. Meget af holdets succes kan tilskrives Anders Dreyer. Den venstrebenede angriber har nettet hele 16 gange, ligesom han har lavet et utal af assist.
Senest har den unge angriber haft optrædener i Reserveligaen, men det er altså i aften første gang, at Dreyer bliver udtaget til en Superligakamp.
Kampen fløjtes i gang klokken 18.00 på Farum Park.