I onsdagens runde af DBU Pokalen tog HB Køge imod konkurrenterne fra 1. Division, AC Horsens. Her gav hjemmeholdet debut til blot 17-årige Malte Amundsen, der gennem hele kampen, som sluttede med en sjællandsk 2-0-sejr, tog sig af positionen som venstre back.
Amundsen, der normalt er fast mand på klubbens U/19 Divisionsmandskab, blev både spændt og også en smule nervøs, da cheftræner Henrik Pedersen tirsdag kunne afsløre, at debuten ville blive en realitet.
– Jeg blev rigtig glad, da jeg dagen før kampen fik besked om, at jeg ville få min debut for HB Køge. Jeg kunne fornemme det lidt på træningen op mod kampen, og jeg blev selvfølgelig både spændt og nervøs, da jeg fik meldingen fra Henrik om, at jeg skulle starte inde, fortæller venstrebacken til hbkoge.dk og fortsætter om spillet på banen.
– Jeg havde snakket med trænerteamet om at forsøge at starte forsigtigt og sikkert, og min nervøsitet smed jeg hurtigt væk og spillede mit spil. Jeg føler, at det gik rigtig godt, og jeg er tilfreds med min indsats. Det var dejligt at få debut i en kamp, hvor vi spiller godt som et hold og vinder en fortjent sejr.
Selvom Malte Amundsen den seneste tid har trænet med hos seniorførsteholdet et par gange om ugen, måtte han sande, at tempoet var højere, end hvad han er vant til fra U/19 Divisionen.
– Det var tydeligt at mærke forskel i forhold til at spille i U/19 Divisionen. Kampen foregik i et meget højere tempo, og der var meget mere fysik. Det hele går bare hurtigere, og som kampen skred frem, blev jeg sådan lidt automatisk trukket op i et højere gear, forklarer han.
Den 17-årige debutant har tidligere været til prøvetræning hos østrigske Red Bull Salzburg, men nu er det imidlertid flere kampe for førsteholdet, han sigter efter.
– Det var virkelig fedt at være med og få debut. Nu har jeg vist mig frem i kamp, og så er det jo op til trænerteamet, hvornår de mener, at jeg skal være med igen, slutter Amundsen.
HB Køge gæster søndag Fredericia i 1. Division, hvor de i sæsonens første ni kampe har skrabet 11 point sammen.