Randers fik underkendt to mål mod FCK i U/19-ligaen, hvilket FCK til sidst udnyttede og vandt kampen 2-0.
Det blev en noget kontroversiel kamp mellem Randers Freja og FC København i U/19-ligaen. Randers havde i store dele af kampen godt fat om FCK, og Kasper Brøgger fik også scoret til 1-0 efter et kvarters spil af anden halvleg. Dog blev det til mange undrende ansigter rundt omkring på banen, da dommeren fløjtede for en offside, som han vist var den eneste, der havde set.
– Vi bliver decideret snydt i dag. Kampene mod FCK er altid tætte, og det var oplagt at det første mål ville være meget vigtigt. Det fik vi så endelig og fortjent scoret efter en times spil, men trioen får annulleret det, da de slet ikke kommunikerer ordentligt med hinanden. Det indrømmede de også efter kampen, men det kan vi ikke bruge til ret meget, og FCK trænerteamet grinede også godt i skægget bagefter, fortæller Randers’ U/19-træner, Rasmus Bertelsen, til klubbens hjemmeside efter kampen.
Randers’ Brøgger fik sparket bolden i nettet endnu engang, men det mål blev også underkendt grundet offside. Og så tog FCK sig for alvor sammen og bragte sig, lovligt, foran med 1-0 kort efter.
Randers kæmpede for en udligning, men i stedet var FCK endnu engang skarpe og fik sikret sejren med en 2-0 scoring i kampens overtid.
– I vores situation har vi brug for lidt medgang, og den arbejdede mine spillere virkelig hårdt for i dag, men det fik dommertrioen altså sat en stopper for. Vi gør mange ting rigtige, og følte at kampen i dag skulle være et vendepunkt, men vi må på den igen på lørdag, siger randerstræneren.
Løvernes mål blev scoret af Lucas Simonsen og Andreas Smed.