Tre pointdelinger på stribe blev lørdag forvandlet til sejr, da AaB hjemme på Hornevej besejrede Haderslev med 3-0 i U/17 Ligaen. Kampen var langt hen af vejen jævnbyrdig, og først i anden halvleg faldt afgørelsen.
Da AaB’s talenter entrerede banen tidlig lørdag eftermiddag, var det med visheden om, at man 80 minutter senere helst skulle være tre point rigere. Kampen mod Haderslev var nemlig en ’must-win’ kamp, hvis man fortsat skulle lege med i toppen.
Modstanderen var rækkens prygelknabe, Haderslev. Thomas Vilstrups mandskab havde inden lørdagens kamp endnu ikke formået at vinde én eneste af sæsonens 10 kampe, men det var nu ikke til at se i kampens begyndelse.
De fysisk stærke sønderjyder kom godt fra start, og pressede det teknisk stærke hjemmehold højt oppe på banen. Det bar frugt for de aggressive gæster, der ikke kunne klandres for ikke at tro på tingene – der var vilje bag Haderslev-drengenes start på opgøret.
Den gode start var uhyre tæt på at udmønte sig i en scoring, da Niclas Bachmann efter 12 minutter kanonerede et frispark på underkanten af overlæggeren. Heldet var ikke med Haderslev, der dog tappert fortsatte deres knoklen.
AaB er dog ikke et hvilket som helst mandskab, og som halvlegen skred frem, begyndte de bolsjestribede at bide fra sig. At det tekniske niveau hos nordjyderne er højt, blev man hurtigt vidne til, og AaB spillede sig efterhånden nemt ud af Haderslevs ellers så succesfulde pres. Hjemmeholdets overtag kastede to chancer af sig, men begge blev misbrugt, så derfor 0-0 ved pausen.
I anden halvleg tog AaB for alvor skeen over i den anden hånd, og allerede efter fem minutter af kampens sidste halvdel kom værterne i front. Søren Tengstedt var manden bag scoringen, da han fra baglinjen overlistede Haderslevs keeper, der blot kunne se til at bolden sejlede ind i det fjerneste hjørne. Bevidst scoring eller en tilfældighed? Det ved kun Tengstedt selv..
Om ikke andet så målet ikke ud til at ryste de fysisk stærke sønderjyder. Få minutter senere fik Peter Christiansen den målchance, som kunne have været point værd, men Christiansen var uskarp og misbrugte friløberen. For at gøre ondt værre for udeholdet, scorede værternes Jonathan Stæhr til 2-0 på det efterfølgende angreb, og så var det for alvor svært at se, hvordan de hårdtprøvede syddanskere skulle komme tilbage i kampen.
Efter 2-0-føringen kastede Haderslev alt frem, og kampen blev en noget rodet affære, hvor duellerne fyldte mere end det polerede fodboldspil. Gæsterne havde chancerne til 2-1, som indiskutabelt havde givet blod på tanden, men i stedet blev det AaB, som scorede kampens sidste mål, da Gabriel Martinez i slutminutterne med sit første sæsonmål cementerede sejren.
Kampen sluttede 3-0, og AaB er nu placeret på tredjepladsen blot to point efter førerholdet fra FC København.