Fynsk triumf i iskoldt U/17-bundbrag

Vejret og spillet havde lørdag eftermiddag én ting til fælles, da U/17 Ligaens to ringest placerede mandskaber, Haderslev og OB, mødtes i et sandt bundrag: Det var sløjt.

Det har været smalt med sejre for både Haderslev og OB i denne sæson, og som en konsekvens heraf kunne begge mandskaber inden kampen findes i bunden af rækken. For Haderslevs vedkommende kom man til kampen med selvtillid. I sidste weekend fik sønderjyderne nemlig holdets første tre point på kontoen, da man på egen bane besejrede Randers. Nu skulle man så vise, at den sejr ikke blot var en enlig svale.

Opgøret var den 13. og sidste i efterårssæsonen for Thomas Vilstrup og de unge sønderjyske talenter, så der var god grund til at give alt – efter kampen var der dømt vinterpause.

Vilje, fight og gåpåmodet fejlede ikke noget jyderne i første halvleg, men det kastede ikke meget af sig i en lige første halvleg, hvor OB også beviste at de kan spille bold. Afløseren for den skadede midtbanekreatør, Elias Lamnaouar, slog efter et kvarters tid fast at han vil være fast mand, da han scorede på Mads Frøkjærs indlæg.

Og det skulle vise sig, at Lamnaouar og Frøkjær langt fra var færdige her.

Det var Haderslev dog heller ikke. Talenterne fra Østjylland startede anden halvleg som lyn og torden, og lagde et kraftigt tryk på OB’s forsvar. Gæsternes fysiske spil kyste fynboerne, og længe lå udligningen og ventede. Jeppe Jordonson var i to omgange tæt på, men det forblev uforløst for de lyseblå, og i stedet lurede værterne på omstillinger.

Med godt ti minutter tilbage på dommerens ur lukkede de fynske værter kampen, da Mads Frøkjær efter et bandespil med Elias Lamnaouar gjorde det til 2-0.

Nu kastede Haderslev alt med frem i håbet om at levere det umulige comeback. Det skabte endnu flere huller bagude, og i det 79. minut sørgede Elias Lamnaouar med sit andet mål i kampen for, at det sluttede, noget misvisende, 3-0 til OB. De stribede odenseanere spillede langt fra nogen fejlfri kamp, men kendte modsat Haderslev deres besøgelsestid.

Med sejren avancerede OB hele fire pladser i tabellen, mens Haderslev med nederlaget overvintrer på den kedelige sidsteplads.

In this article