De har stadig ikke vundet, men lørdag var der en smule oprejsning til Haderslev FK’s U17-hold, som klarede 0-0 på hjemmebane mod AGF i en chancefattig affære.
At der er stor forskel på U/17 Divisionen og U/17 Ligaen er gået op for Haderslev, som inden denne sæson tog springet mellem de to rækker.
Inden hjemmekampen mod AGF havde sønderjyderne tabt fem af ni kampe, og i skrivende stund endnu ikke vundet. Man havde dog i flere omgange leveret gode præstationer, og derfor var der stadig grund til optimisme for træner Thomas Vilstrup og de øvrige Haderslev-delegerede inden kampen mod de århusianske talenter, som ligeledes var at finde i den tunge ende af tabellen.
Turen fra Aarhus til Haderslev tager ikke lang tid, men det gjorde kampen til gengæld.
Sådan må det i hvert fald have føltes for de fremmødte tilskuere, som ikke fik meget at varme sig på denne småkolde efterårsdag. Mål og chancer var der ikke mange af, og man skulle hen til anden halvleg for at finde noget, der kunne få tilskuerne op af stolene.
AGF pressede på i den afsluttende fase af kampen, men det blev ved halve chancer og tilløb til sådanne, og derfor sluttede kampen mellem de to østjyske klubber som den startede – 0-0.
Gæsterne fra Aarhus kunne glæde sig over et sjældent cleen sheet, samt sæsonens første point på udebane, mens det ene point ikke rykker meget i tabellen for Haderslev, som stadig er placeret på sidstepladsen.