Det var de to målmænd på banen, som stjal billedet i lørdagens U/19-kamp i Ikast mellem FC Midtjylland og Esbjerg fB.
Både Esbjerg fB og FC Midtjylland smed vigtige point i kampen om at komme tættere på ligaens topplaceringer i en i forvejen tæt U/19 Liga.
Kampen endte helt uden mål, og det kan begge hold takke deres målmand for. Daniel Iversen stod og vogtede Esbjerg-målet, mens FC Midtjylland havde hentet deres U/17-målmand, Simon Petersen, op på holdet, da både første- og andetvalg, Andreas Raahauge og Oliver Ottesen, måtte sidde over med skader.
FC Midtjylland var stærkt præget af skader, da de foruden deres to målmænd også måtte stille op uden frontangriberne Simon Sterring og Jákup Thomsen samt forsvarsspilleren Rasmus Nicolaisen. Mads Døhr Thychosen var derfor ene frontangriber for FC Midtjylland, hvilket dog sjældent har skadet midtjyderne, da han har en fantastisk målnæse i mange situationer.
Esbjerg havde ikke spillere ude med skader, men havde derimod fået Mark Brink og Mathias Kristensen tilbage i truppen efter en skadespause til begge spillere.
Første halvleg var ikke meget at prale af. Få store chancer blev kreeret i begge ender. Farligste mand for Esbjerg i første halvdel af kampen var Lasse Sørensen, der dog ikke formåede at sparke bolden i kassen, selvom han var tæt på.
Ulvene fra Midtjylland var ikke helt tandløse i anden halvleg, da både Rasmus Nissen og Mikael Anderson var tæt på at få scoret, men Daniel Iversen viste i flere omgange, hvorfor han også står på mål for det danske U/19-landshold.
Esbjergs træner, René Christiansen, var fint tilfreds med sit hold, selvom han inden kampen ville have solgt den for et uafgjort resultat.
– Kunne jeg have solgt den forinden for et point, så havde jeg nok gjort det. Når man ikke laver mål, så må man være tilfreds med et point. Men hvor er det ærgerligt, at vi ikke vinder. Vi kunne også have tabt, men vores anden halvleg var arbejdsmæssigt godkendt. Vi kom godt frem af banen og fik kreeret noget, sagde cheftræner, René Christiansen, til klubbens hjemmeside efter kampen.
FC Midtjyllands U/19-træner var dog modsat ikke vildt tilfreds med sit holds præstation.
– Jeg kan godt leve med, at vi går fra banen uden at have scoret, men jeg er skuffet over måden, det sker på, og de præstationer, vi viser i kampen, fortæller Andersen efter kampen.
Han havde dog masser af ros til Esbjerg og ser nu frem mod ulvenes næste kamp, som er i UEFA Youth League hvor Legia Warszawa venter.
– Hatten af for Esbjerg, der viser, at de er rigtig dygtige til at passe på sig selv. De lykkedes med at lukke os ned, og det skal vi tage ved lære af. Nu har vi en kamp mod Legia Warszawa på tirsdag, og det bliver en helt anden kamp end i dag, i og med vi har en 2-0 føring fra vores første møde, fortalte Kenneth Andersen.