FCK U/19 vinder smal derbysejr

F.C. Københavns U/19-hold sikrede sig i fredags en sejr på 1-0 over rivalerne fra Brøndby IF efter en sen scoring fra Joel Felix.

Der var lagt et op til et brag af en kamp, da F.C København hjemme tog imod Brøndby IF i U/19-ligaen. Begge hold har haft en blandet sæson, og roder rundt i midten af tabellen. Hos FCK havde træner Brian Riemer valgt en angrebsduo bestående af tårnhøje Julian Kristoffersen og den mere mobile Jonathan Frimann. Hos udeholdet havde Auri Skarbalius profilerede U/19-talenter som Malthe Johansen og Daniel Stückler på banen.

De første 45 minutter var en rodet affærre, og trods et par chancer i begge ender gik de to hold målløse til pause. I 2. halvleg var kampbilledet det samme, men efter 85 minutters spil faldt den afgørende scoring. Frederik Bay tog sig af et frispark i venstre side af banen. Bolden havnede i støvlen på midterforsvareren Joel Felix, som kunne sikre F.C. København de tre point. Brøndby-keeper Viktor Anker havde hånden på bolden, men kunne ikke holde den ude af netmaskerne.

F.C Københavns U/19-hold overvintrer dermed på en 6. plads med 18 point for ti kampe, mens Brøndby på 9. pladsen har ti point færre med 11 spillede kampe.

Top