FC Nordsjælland-angriberen Emre Mor fik endnu engang spilletid for det tyrkiske landshold, da han spillede anden halvleg i 1-0 sejren over Slovenien.
Emre Mor bliver ved med at imponere. Først fik han Superliga-debut for Nordsjælland i vinters, og så blev han rygtet til diverse storklubber over hele Europa. Så blev han udtaget til den tyrkiske brutto-trup frem mod EM, hvor han så også var med i den endelige trup.
Søndag aften var han igen med for Tyrkiet, hvor han dog startede på bænken. Herfra kunne han se tyrkerne komme i front efter bare seks minutter, hvor angriberen Burak Yilmaz scorede.
Stillingen holdt til pausen, hvor det så var blevet Mors tur til at komme på græs.
Nordsjælland-angriberen spillede hele anden halvleg, hvor han imponerede med flere gode detaljer. Den tyrkiske føring holdt hele vejen hjem, og derfor kunne Mor sammen med resten af tyrkerne fejre 1-0 sejren i deres sidste testkamp før EM.
Tyrkiet er havnet i EM’s gruppe D med Kroatien, Spanien og Tjekkiet.