
AGF præsenterede torsdag hele tre eliteungdomstrænere på fuld tid.
I den forgangne sæson opnåede AGF en 11. plads i U/19-ligaen og en 7. plads i U/17-ligaen. Men det skal gøres endnu bedre, og derfor har man nu givet setuppet nogle markante tilføjelser. De kommer i form af tre nye fuldtidsansættelser, trænere som allerede er i klubben, men nu får mulighed for at arbejde fuld tid i den århusianske storklub.
Konkret er der tale om U/12-cheftræneren Sanchev Manoharan, U/14-cheftræneren Hans Paarup og assistenttræneren for U/19-ligaholdet, Dennis Ramonn Olsen:
– Ansættelserne gør, at vi kan blive ved med at udvikle det miljø, vi har, for når vi bruger meget tid sammen, kan vi også udfordre hinandens måde at træne på og se spillere på. Det vil komme spillerne til gavn, og vi vil derved kunne lave bedre udvikling for spillerne, siger talentchef Anders Madsen til klubbens egen hjemmeside og fortsætter:
– Det gælder for alle tre, at de kan deres håndværk, og så bringer de hver især noget ind til fællesskabet, som er med til at styrke det yderligere
Foruden en generel opkvalificering af trænerteamet i klubben, så vil spillerne tydeligt mærke forskellen. Det vil de, da der kommer et øget fokus på individuel træning af spillerne:
– Der vil være endnu større mulighed for at få individuel træning, fordi vi nu har flere trænere til rådighed hele tiden. Vi har i foråret kørt med, at vores ældste spillere på U/17 og U/19 har kunnet få individuel træning hver uge, og det vil vi fortsætte med, siger Anders Madsen
Dertil, vil der også blive yderligere fokus på klubbens målmænd, da cheftræneren for målmandsafdelingen, Kresten Vedstesen, får mere tid på AGF’s træningsanlæg, Fredensvang:
– Vi har forlænget vores aftale med Kresten Vedstesen, og den indebærer, at han får en dag mere om ugen på Fredensvang. Det vil give vores i forvejen rigtig gode målmandssetup yderligere et løft. Vi synes, vi har dygtige målmænd på vores årgange, og de er i gode hænder hos Kresten. Han har også en personlighed, der bidrager til miljøet, fordi han nogle gange har en anden vinkel og er god til at se mennesket bag. (…) Jeg synes, vi står godt rustede til at flytte vores talentudvikling til et endnu højere niveau, slutter Anders Madsen.
Den samlede liste over fuldtidsansatte trænere i AGF bliver fremover således:
– Talentchef Anders Madsen
– U/19: Cheftræner Christian Flindt Bjerg og assistenttræner Dennis Ramonn Olsen
– U/17: Morten Mølkjær
– U/15: Ny U15-cheftræner præsenteres snarest
– U/14: Hans Paarup
– U/13: Lasse Vinning
– U/12: Sanchev Manoharan