I weekenden var Odense Boldklubs U/13-hold i Flensburg, hvor de spillede træningskamp mod den tyske klub, Hamburger SV, og her hentede de fynske drenge en imponerende storsejr på intet mindre end 8-1.
OB-drengene, der om et år skal til at spille 11-mandsfodbold, fik en rigtigt flot start på kampen i det tyske, og allerede 19 minutter inde i opgøret havde Marius Uhd scoret et vaskeægte hattrick, og så var OB’erne på sejrskurs.
Det lå ellers ikke umiddelbart i kortene, at de danske drenge skulle hente så sikker en sejr, som det endte med at blive. For cirka to år siden havde HSV-holdet nemlig slået OB’erne med 4-1, og tyskerne stillede med mange af de samme spillere til weekendens kamp – det skræmte dog ikke OB-drengene, som kom foran 5-0, inden de første 30 minutter var færdigspillet, og pausefløjtet lød.
OB-drengene viste en højt teknisk niveau, og lykkedes det alligevel tyskerne at erobre bolden, blev de mødt af et aggressivt, dansk genpres. Det fik tyskerne til at spille med mindre risiko, og anden halvleg blev derfor ”blot” vundet med 3-1.
Foruden Marius Uhd stod Oliver Koerts, Victor Birkholm, Max Ejdum, Tobias Jensen og Benjamin Kristensen for OB’ernes mål.
Også klubbens U/12-drenge var i kamp mod HSV – et opgør, der endte 4-4. OB-scoringerne blev sat ind af Viktor Østergreen, Marcus McCoy og Magne Clement (x2).