
OB har fået en god start på U/19-ligaen, og de fortsatte deres gode form onsdag, da de slog Vejle med 2-1.
U/19: Odense Boldklub 2-1 Vejle Boldklub
1-0: Mads Jørgensen (57)
1-1: Sheka Sorie Fofanah (71)
2-1: Alexander Molberg (76)
OB har fået en super start på sæsonen, hvor de kun har tabt til ulvene fra Midtjylland. Vejle har derimod fået en mere blandet start med to sejre og tre nederlag. Onsdag skulle de to hold op imod hinanden på Kildemosen Anlæg i Odense.
Kampen var meget speciel for især én af de medvirkende personer; nemlig OB-træner, Kim Engstrøm. Kim Engstrøm skiftede nemlig i sommers Vejle ud med OB. Det var dog ikke kun Kim Engstrøm, som har været involveret i både OB og Vejle. OBs Søren Mortensen har en fortid i Vejle, mens Vejles Jakob “Yankie” Henriksen, Mathias Eriksen og Nikolaj Lebæk alle har været omkring OB på den ene eller den anden måde.
Kampen startede med en masse indianerfodbold, hvor der var omstilling på omstilling. I starten så det ud til at passe gæsterne fra Vejle bedst, men OB kom bedre ind i kampen, og fynboerne fik skabt sig nogle gode chancer. Resultatet var 0-0 ved pausen.
2. halvleg blev dog mere målrig. OB fortsatte med deres fine pres, og efter 57 minutters spil dømte kampens dommer straffespark til OB. Straffesparket blev eksekveret af Mads Jørgensen, og han lagde den ind til 1-0. Et kvarter senere udlignede Vejle dog ved et mål af Sheka Sorie Fofanah. Der skulle dog kun gå fem minutter, før OB igen var på sejrskurs. Alexander Molberg scorede efter et hjørnespark, hvor han stod fri inde i Vejles felt grundet dårlig opdækning. Kampen sluttede fortjent 2-1 til OB, og Kim Engstrøm vandt over sin gamle klub.
OB ligger sig på ligaens førsteplads med sejren over Vejle med 9 point i fire kampe. Vejle har 6 point i fem kampe, og de ligger nummer 7 med samme antal point som Brøndby og Nordsjælland.