
I skyggen af den professionelle seniorfodboldverden finder vi talenternes skueplads. D’BOLD inviterer jer indenfor I en verden, hvor unge, håbefulde spillere på daglig basis gør deres ypperste for at forfølge drømmen. Læs med her for at høre om denne uges resultater og højdepunkter fra den danske U/19 Liga.
U/19 Ligaen

Robuste FCM trækker fra i U/19 Ligaen
Lørdag gik ulvenes styrke ud over Randers Freja, der ellers har gang i en stærk sæson.
U/19: Randers Freja 0-1 FC Midtjylland
0-1 Sebastian Buch Jensen (51)
Torsdag aften landede FC Midtjyllands succesfulde U/19-hold i Ikast igen efter et hårdt slag mod spanske Málaga i UEFA Youth League.
Spørgsmålet var så bare om FCM-spillerne med under 48 timer til næste kamp, kunne samle energi nok til at slå Randers Freja i U/19 Ligaen. Svaret var: “Ja”.
Trods at træner Kenneth Andersen havde skiftet på hele seks positioner ift. til Málaga-kampen, satte de unge ulve sig solidt på kampen allerede fra start. Et kampbillede med FCM på bolden og Randers, der blot ventede på, at omstillingerne bød sig.
Gæsterne skabte da også en stribe af muligheder igennem de første 45 minutter. Størst var chancerne til Andreas Poulsen og Aziz Essaisi, hvoraf sidstnævnte misbrugte en friløber.
Efter sidebyttet gjorde Essaisi dog op for sin manglende skarphed… Læs resten af referatet her
Silkeborg U/19 satte AaB til vægs i Nordjylland
AaB led nederlag for fjerde runde i træk på eget græs, da Silkeborg lagde vejen forbi i lørdags.
U/19: AaB 2-4 Silkeborg IF
0-1 Anders Iversen (65)
0-2 Magnus Elkjær Mattsson (67)
1-2 Anders Harpøth Østergaard (69)
1-3 Mads Emil Madsen (77)
2-3 Laurits Bust Sørensen (86)
2-4 Thomas Lodberg (90+4)
AaB har fået anlagt en ny kunstgræsbane på træningsanlægget på Hornevej i Aalborg. Silkeborg var en af de første hold til at afprøve den nye banes beskaffenhed, og lad det være sagt med det samme; Det blev ikke en fornøjelig kunstdebut for nordjyderne.
AaB havde inden opgøret tabt de foregående tre hjemmekampe i Ligaen, men ikke desto mindre lignede det, at det i første halvleg stod dem stærkt på sinde at levere en god indsats mod et, på det seneste, noget svingende Silkeborg-mandskab.
I første halvleg var det nemlig hjemmeholdet, der stod for at kreere de største muligheder. Ind kom bolden dog aldrig, og i anden halvleg gik det så helt galt… Læs resten af referatet her
OB U/19 kom helskindet ud af Lyngbys chancestorm
Lyngby profiterede ikke på deres mange chancer, og derfor kom OB fra opgøret med et enkelt point.
U/19: Lyngby BK 1-1 OB
0-1 Kristian Weber (31)
1-1 Emilio Simonsen (35)
Det var bogstaveligt talt stolpe ud for Lyngby, der lørdag krydsede klinger med OB i U/19 Ligaen.
Gæsterne kom godt nok foran efter cirka en halv times spil ved altid farlige Kristian Weber, men herfra tog Lyngby totalt over.
Få minutter efter fynboernes mål kom der balance i regnskabet. Emilio Simonsen lagde med flot præcision bolden i nettet fra en afstand på kanten af feltet.
1-1 var stillingen ved pausen, men da dommeren fløjtede op til de sidste 45 minutter lagde Lyngby et massivt pres ned mod OB-målet. Gæsterne havde godt nok også en enkelt eller to store muligheder i første halvdel af halvlegen.
Anden halvdel stod der dog Lyngby på. Oliver Kjærgaard, Emil Bodholdt-Larsen, Troels Cilius Nielsen og Simon Vollesen havde alle bud efter træværket, og Lyngby stod i sandhed bag én stor chancestorm mod OB-målet.
Bolden kom dog aldrig ind, og derfor kunne OB heldigt nok rejse fra Kongens Lyngby med et uafgjort resultat, 1-1.
Med pointdelingen ligger begge hold stadig fint til i tabellen. OB er på fjerdepladsen, mens Lyngby ligger nummer seks.
Vejle og Brøndby delte i porten i U/19-Ligaen
Efter en periode med seks nederlag på stribe, var der igen point til Vejle Boldklubs i U/19-Ligahold.
U/19: Vejle Boldklub – Brøndby 1-1
21. 1-0 Sebastian Bruhn
25. 1-1 Magnus Häuser
Kampen startede stille og roligt ud, men i det 13. minut havde Vejle muligheden for at komme i front. Arbnor Mucolli fandt Sebastian Bruhn i feltet med en god bold, men Brøndbys målmand hev en fin parade op. Otte minutter senere gjorde ”Sebbe” skaden god, da han udnyttede en perfekt dybdebold fra Nikolaj Lebæk og fra en spids vinkel scorede med et fladt spark. Føringen holdt i fire minutter, så udlignede Magnus Häuser i feltet efter en Brøndby-omstilling. I den sidste del af halvlegen var der muligheder i begge ender. Nikolaj Lebæk havde et godt forsøg, efter et flot Vejle-angreb. En god redning fra Vejle-keeperen ved halvlegens afslutning betød 1-1 efter de første 45 minutter.
Efter pausen havde Brøndby mest spil og et par chancer, men Vejle-målmanden havde gode indgreb og en flot redning på en stor chance til gæsterne efter en times spil. I det 63. minut havde en hårdt arbejdende Sebastian Bruhn en god aktion og efterfølgende et spark, men Brøndby-keeperen hev en endnu flottere redning op af ærmet. I slutminutterne,hvor begge hold jagtede en afgørelse, var det Lebæk der forsøgte sig udefra. Målmanden halvklarede, men bolden trillede ud til et hjørnespark. Facit blev 1-1 og dermed det første point til Vejle i U/19-Ligaen siden 10. september i en kamp mod FC Nordsjælland.
Læs reaktioner fra de to lejres trænere her
Målrig pointdeling i AGF-EfB U/19
AGF og Esbjerg tørnede sammen i U/19-Ligaen i et målrigt opgør, der endte 3-3.
I silende regnvejr blev en tempofyldt og målrig affære afviklet mellem AGF og Esbjerg – kampen sluttede 3-3. AGF-spillerne lagde flot ud, og efter fem minutter stod Mads Mikkelsen bag føringsmålet, da han fra kanten af feltet udplacerede Esbjergs keeper.
Som halvlegen skred frem, kom gæsterne bedre med i spillet, og knap midtvejs bragte vestjyderne balance i regnskabet efter kvikt opspil i højre side. Der skulle dog ikke gå mange minutter, før hjemmeholdet atter tog føringen. Direkte på frispark sendte Mustapha Bundu på fornem vis bolden i netmaskerne til 2-1, hvilket også var stillingen ved pausen.
Fra anden halvlegs start overtog gæsterne initiativet, og det udmøntede sig i to hurtige scoringer efter hinanden. AGF-spillerne viste dog fin moral, og med tyve minutter igen gjorde Mathias “Marvin” Laursen det til 3-3, da han udnyttede et fremragende forarbejde af Mustapha Bundu, der i venstre side kom forbi et par Esberjg-spillere og spillede bolden ind til en helt fire Mathias Laursen.
I slutfasen havde begge hold gode muligheder til at tage sejren. Tættest på at løbe med alle tre point var hjemmeholdet, der også havde bolden i nettet, men målet blev annulleret for offside, og det hele sluttede 3-3.