I denne sæson har Viktor Fisher gjort det fremragende for Ajax og det har medført interesse fra de helt store klubber. Gennembruddet gør, at det bliver svært for Ajax at holde på den 18-årige dansker.
– Han er en spiller, som klubber som Barcelona og Real Madrid uden tvivl gerne vil have på deres B-hold og så lade ham udvikle sig der – måske med at snuse til førsteholdene, siger den internationale fodboldagent Ernesto Bronzetti til BT.
Den tidligere Manchester United-keeper og nuværende sportsdirektør for Ajax, Edwin van der Sar, bekræfter at der er interesse for Fisher.
– Der er allerede stor interesse for Viktor, og det er naturligt. Han har gjort det rigtig godt, og er måske længere nu, end vi havde håbet og troet på, fortæller han til BT.
Van der Sar vurderer at det ville være bedst for Viktor Fisher, hvis han blev i Ajax og udviklede sig der.
Danskeren har spillet 12 kampe for Ajax og scoret 6 mål.