Tidligere EfB-ungdomsspillere raser over dårlig behandling: Er trænerne nikkedukker?

Foto: EfB.dk

Foto: EfB.dk

Kammerateri, dårlig mandskabspleje og dårlig ledelse. Tre udtryk, som mindst tre ungdomsspillere, bruger om deres tid i Esbjerg fB. Tidligere har snakken kun gået på Superliga-holdet, men ifølge D’ BOLD’s kilder er ungdomsholdene også præget af urolighederne i og omkring klubben.

I juni måned 2015 kunne Esbjerg fB’s U/17- og U/19-hold fejre et sæt flotte bronzemedaljer og gøre status over en sæson, hvor man endnu engang beviste, at man hører til i toppen af dansk ungdomsfodbold. En medalje har dog som bekendt to sider, og bag de gode sportslige resultater lurer utilfredsheden i kulissen.

Tidligere har klubben måtte finde sig i beskyldninger om dårlig ledelse, kammerateri blandt klubbens ansatte, uretfærdig behandling af spillere og diverse kontroversielle konflikter omkring klubbens Superliga-hold. Den 14. oktober bragte BT et større interview med direktør Søren Poulsen og medlem af det sportslige udvalg Niels Erik Søndergaard, der afviste disse problemer.

Nu er der i mellemtiden kommet ny, negativ opmærksomhed på den vestjyske klub.

Flere tidligere ungdomsspillere fra Esbjerg fB bekræfter nemlig over for D’ BOLD, at de i deres tid i klubben blev behandlet så dårligt, at de til sidst ikke havde meget godt at sige om klubben og dens måde at behandle sine spillere på.

Udtalelserne er kommet til overfladen efter at Joachim Puggaard angiveligt er blevet smidt ud af U/19 Liga-truppen efter, at frustrationen over den dårlige behandling af klubben blev for meget for den 18-årige nu tidligere EfB’er. Selv har hverken Esbjerg eller Puggaard bekræftet episoden, men ifølge vores kilder forholder det sig altså sådan.

Udover BT’s artikel, har rygterne hidtil blot været snakken i krogene, men det stopper nu. En række forhenværende ungdomsspillere står nu offentligt frem, og fortæller om deres negative oplevelser i EfB’s ungdomsafdeling.

Manglende kommunikation, uforståelig degradering og forskelsbehandling

Den tidligere EfB-ungdomsspiller, 18-årige Andreas Ibsen, står blandt andet frem og fortæller om sine oplevelser i Esbjergs største klub. Den manglende kommunikation har ifølge Ibsen været et stort problem. Det har han oplevet på egen krop.

Andreas Ibsen spillede i EfB’s ungdomsafdeling fra U14 til U19, og først i vinteren 2015 valgte han at skifte væk den klub, som han i årevis dedikerede utallige timer til.

Ibsen lader D’ BOLD vide, at han har været loyal mod klubben, også selvom det aldrig er ham, der er blevet satset på. Han har gjort, som klubbens trænere og ledere sagde han skulle gøre, og fulgt de anvisninger, der blev givet. For at give et eksempel fortæller den unge tidligere EfB’er om vinters 2015, da han skulle prøvetræne i SønderjyskE.

Som følge af den hårde kamp om pladserne på EfB’s U/19 Liga-hold og den magre mængde spilminutter på klubbens bedste U/19-mandskab virkede en fremtid på SønderjyskE’s U/19-divisionshold som en god løsning for den teknisk stærke midtbanespiller. EfB’s reaktion på prøvetræningen chokerede Andreas Ibsen:

– Jeg var i SønderjyskE og prøvetræne i vinters. Selvfølgelig fortalte jeg det til klubben (Esbjerg fB, red.) og René, (Christiansen, træner for EfB U/19 Liga, red.) som sagde, at det var fint, at jeg kom og fortalte det, siger han til D’ BOLD.

– Så trænede jeg fint nede i SønderyskE, og lige pludselig siger Karsten (Karsten Andersen, SønderjyskE U/19-træner, red.) at René har ringet for at høre, om jeg var i SønderjyskE og træne. Så Karsten kommer selvfølgelig hen til mig og spørger, om jeg har fortalt til EfB, at jeg er hernede.

Den 18-årige vestjyde forstår ikke helt formålet med René Christiansens opkald, som får SønderjyskE’s U/19-træner til at tro, at Andreas ikke havde informeret Esbjerg om træningen. Efter prøvetræningen vender Andreas Ibsen tilbage til EfB, men det bliver ikke et gensyn med det U/19 Liga-hold, han ellers var vant til at træne med. Sagen har nemlig taget en uventet drejning under prøvetræningen væk fra klubben:

-Jeg kommer tilbage, og så kommer René hen til mig en uges tid efter og informerer mig om, at de har simpelthen har valgt, at degradere mig til andetholdet, fordi jeg har vist interesse I en anden klub.

Derefter spiller Andreas Ibsen for andetholdet i U/19 drenge Vest (landets tredjebedste U19-række, red.), og forbliver altså loyal overfor klubben. Her præsterer både Ibsen og holdet godt, og er ved at vinde rækken. Pludselig fortryder EfB beslutningen om at degradere Andreas Ibsen til andetholdet. På et møde får han derfor at vide, at man igen vil bruge ham på ligaholdet. En noget spøjs udmelding ikke lang tid efter, at Andreas som bekendt var smidt af selv samme hold. Han spiller herefter en enkelt ligakamp, inden han atter får besked på, at han ikke kan bruges.

Det var et hårdt slag for den unge tekniker, men det var ingenting i forhold til den forskelsbehandling, han kort tid efter degradering nummer to skulle opleve. Andreas Ibsens holdkammerat Peter Nielsen skrev nemlig kontrakt med FC Vestsjælland, men til Andreas Ibsens store forundring blev situationen med holdkammeraten Peter ikke behandlet på samme måde. Den nuværende FC Vestsjælland-back oplevede ikke som Ibsen at blive taget af U-trupsordningen eller degraderet til andetholdet.

– Hvad fanden er forskellen, spørger Andreas Ibsen en blæsende efterårsdag D’ BOLD, cirka et halvt år efter at have stillet U/19 Liga-træner Rene Christiansen nogenlunde det samme spørgsmål. Christiansens svar var dengang, at Peter Nielsen havde været med på holdet over en længere periode, og at det var højere oppe fra i klubben, at der var taget beslutninger.

Hvem tager egentligt beslutningerne på ungdomsholdene?

Og netop historierne om, at René Christiansen ikke tager beslutningerne omkring klubbens U/19-hold går igen. 19-årige Mark Thomsen spillede i Esbjerg fB i fem år. Klubben formåede, trods interesse fra FC Midtjylland og Liverpool FC, at hente den dengang 13-årige målmand fra Sædding/Guldager, men det endte aldrig som et lykkeligt parforhold, selvom Thomsen arbejdede hårdt for at imponere trænerne.

– Jeg mødte op tre gange om ugen til morgentræning, og fem gange ugentlig til træning om eftermiddagen, altså i alt otte træningspas á halvanden times varighed. Nogle gange foregik målmandstræning tidligere end holdtræningen, så jeg trænede minimum 12 timer ugentligt, husker han.

Men det var altså ikke noget der gav bonus. I forbindelse med to træningskampe i Århus og Silkeborg, i 2011/2012-sæsonen bliver han, trods løfter om en halvleg pr. kamp, ikke udtaget til holdet, da den daværende U/17-træner, René Christiansen, ikke vil lade ham fryse på sidelinjen.

– Jeg bliver sur over begrundelsen, da jeg aldrig i mit liv har hørt noget så dumt. Man kan da ikke udelukke en spiller på grund af regnvejr, i så fald, burde man udelukke hele bænken, hvilket ikke blev gjort.

En dårlig forklaring, men i det mindste havde Christiansen selv taget beslutningen. Det gjorde han ikke i den efterfølgende kamp.

– Ugen efter skulle vi spille træningskamp i Århus, og igen var jeg ikke udtaget. Begrundelsen denne gang lød på, at René Christiansen ikke selv havde taget valget, men derimod fået ordre fra nogen med højere rank end ham selv.

– Det er klart, at når jeg får at vide, at det ikke var ham, som har valgt, at jeg ikke skulle spille, så startede det nogle tanker i mit hoved. Hvad har jeg gjort? Hvem har udtaget holdet? Er René overhovedet træneren eller blot en nikkedukke? Jeg synes, at det er sørgeligt, at man som træner, ikke selv bestemmer over sit fodboldhold.

Farmand eller klubikon?

Endnu et eksempel på, at ungdomstrænerne i EfB ikke virker til at have magten over startopstillinger på sit fodboldhold, finder vi igen med Andreas Ibsen. I en U/15-kamp mod Vejle den 8. oktober 2011 bliver han nemlig udskiftet efter 14 minutter ved stillingen 0-0.

Ibsen er hverken skadet eller syg. Han har heller ikke modtaget et gult kort eller sågar lavet nogen fejl på banen. Der var altså ingen indikationer der tydede på en tidlig udskiftning af backspilleren. Lige indtil man kiggede udenfor banen.

Indskifteren var Mathias Thorup, og få minutter forinden var EfB-klubikonet og far til Mathias, Jess Thorup ankommet til stadion for at overvære kampen.

Kom Jess Thorup på samme tidspunkt som udskiftningen?
– Ja, og så skulle Thorup (Mathias red.) ind og spille. Den er god nok, siger Ibsen grinende.

Havde du spillet dårligt i de 14 minutter der var spillet af kampen?
– Overhovedet ikke. Det var en normal kamp.

Kommer der ikke nogen forklaring på, hvorfor du blev taget ud?
– Jamen, det var fordi jeg havde haft dårlig ryg lige inden kampen, så han (Lars Vind, daværende U/17-træner i klubben, red.) sagde, at vi lige skulle spare min ryg, griner Andreas og fortæller, at han hverken havde klaget over sin rygskade, men derimod meldt sig klar til kampen.

I dag kan Andreas sagtens grine af episoden, men dengang var han chokeret og stærkt skuffet.

Frosset ude

Det samme var den nu 19-årige Mikkel Nikolajsen, da han i sæsonen 2012/2013 pludselig blev vraget, og derefter frosset ud af den vestjyske klub.

Nikolajsen var en del af Esbjergs succesfulde U/17-hold, som vandt størstedelen af deres kampe. Mikkel Nikolajsen spillede de første seks kampe fra start, men blev ofte, noget uforstående for ham selv, skiftet ud til fordel for spillere, som han følte, var et niveau dårligere end ham selv.

Det er der sådan set ikke noget galt med – sådan føler flere fodboldspillere – men da Nikolajsen i sæsonens sjette kamp på udebane mod FC Nordsjælland U/17 blev pillet ud efter bare 25 minutter, så han sig nødsaget til at spørge René Christiansen om, hvad den tidlige udskiftning skyldtes:

Jeg blev flået ud efter 25 minutter i Nordsjælland, og derfor gik jeg op og spurgte ham (træner, René Christiansen, red.) i bussen, hvorfor jeg altid skulle tages ud, selvom jeg ofte ikke var den dårligste. Jeg fik ingen forklaring. Lige siden så jeg ikke skyggen af førsteholdet og flyttede til SønderjyskE, lyder det fra Mikkel Nikolajsen til D’ BOLD.

Nikolajsen gik fra at have startet inde i de første seks ligakampe, til med ét ikke at være i nærheden af førsteholdstruppen. Det var en mærkelig udvikling på fodboldkarrieren for den dengang 16-årige midtbanespiller, der til sidst blev frosset ud af klubben:

– Og i perioden efter det (episoden i Nordsjælland, red.) gav de mig lov til at finde andre steder at prøvetræne, men hvor jeg samtidig kunne træne i EfB, hvis jeg havde lyst. En dag tog René så mit træningstøj, og min tid stoppede så i EfB, afslutter Nikolajsen til D’ BOLD.

Få dage efter at have været fast mand på det kommende guldhold i U/17 Ligaen, var Mikkel Nikolajsens tid i Esbjerg forbi. Klubben gav ham aldrig en forklaring på afskeden, så det blev nonverbalt og symbolsk, da hans træningstøj blev taget fra ham. Mikkel Nikolajsen var sidenhen en fast bestanddel af SønderjyskE’s talenthold, som han også repræsenterede i Reserveligaen.

De tre forhenværende ungdomsspilleres historier og negative oplevelser åbner altså atter op for diskussionen om, hvorvidt der er for meget kammerateri blandt Esbjerg fB’s ansatte, og starter en helt ny debat om, hvordan man behandler sine ungdomsspillere.

Alene har D’ BOLD kendskab til 12 tidligere ungdomsspillere, som nikker genkendende til ovenstående episoder eller lignende dårlige forhold, som altså minimum strækker sig over de seneste fire år. Ikke alle ønsker at stå frem med navn, men D’ BOLD er bekendt med alle de tidligere spilleres navne.

Esbjerg fB har afvist at kommentere på sagen.

Har du oplevet lignende episoder i eller omkring klubben, vil vi meget gerne høre fra dig. Kontakt os på kontakt@dbold.dk.

In this article