Zohore efter kostplan: Jeg er 100 % fit

En kost- og træningsplan har hjulpet OB-angriberen Kenneth Zohore i ferien. Det kan han tydeligt mærke på banen.

Kenneth Zohores forår blev aldrig nogen stor succes. Den store angriber røg ind og ud af træner Ove Pedersens startopstilling, og scorede blot to gange i 11 kampe for fynboerne. Ivrig efter at forbedre den statistik, har Zohore sommeren arbejdet hårdt for at komme i form. Han har tabt sig, og er blevet mere fit:

-Jeg er slet ikke så træt i benene og har slet ikke ondt som tidligere, fordi jeg har holdt mig så godt i gang i ferien. Jeg har lavet mere, end den plan, jeg havde fået med på ferie, så det er rigtig dejligt at mærke, at det har virket, og jeg føler mig efterhånden 100 procent fit, siger Kenneth Zohore til ob.dk

Senest scorede den 21-årige angriber hele to gange, da OB slog engelske Nottingham Forest med 4-2 i en træningskamp. Zohore var godt tilfreds med sin indsats:

-Det giver selvfølgelig noget godt til selvtilliden, og det er dejligt.

Angriberen får også brug for selvtillid og flere mål på kontoen, hvis han skal overbevise den nye træner Kent Nielsen om, at det er ham, der skal satses på. Konkurrencen er nemlig hård i det fynske angreb, hvor Zohore skal kæmpe med Rasmus Festersen og Thomas Mikkelsen om spilletid.

OB møder med eller uden Zohore på holdkortet Hobro, når første runde af Superligaen om en uges tid løber af stablen.

In this article