FC Nordsjælland gør ret i at hylde klubbens U/14-drenge for den imponerende sejr i ARC Madrid Football Cup.
Når FC Nordsjælland i aften tager imod Esbjerg fB til ALKA Superliga-bold på Right to Dream Park, vil der foruden det vigtige opgør være endnu en grund til at købe billet til kampen. Ti minutter inden kick-off vil nordsjællændernes U/14-hold nemlig gå æresrunde på stadion, vise pokalen frem og i det hele taget lade sig hylde for den imponerende præstation, de leverede i sidste uge, da de vandt den prestigefyldte ungdomsturnering, ARC Madrid Football Cup, foran nogle af verdens største klubber.
Inden opgøret er U/14-talenterne inviteret i Sepp Loungen, hvor Ole Palmå, der er klubbens administrerende direktør, vil fortælle om deres kamp, og også her vil drengene vise pokalen frem, som altså kom i hus efter kampe mod hold som New York City SC, Sporting Lissabon, West Ham, Rayo Vallecano, Brøndby IF, et japansk landshold, inden selveste Chelsea blev banket med 3-0 i finalen.
U/14-tigrene viste sig altså som det bedste af de 24 hold, der foruden ovennævnte talte blandt andre PSG, Real Madrid, Atletico Madrid, FC Midtjylland, Sunderland, Krasnodar og Sevilla.
D’ BOLD ønsker FCN-drengene tillykke med den flotte præstation.