AGF U/17 slog Vejle i tempofyldt kamp

AGF fik fortjent sejren, da de i U/17 Ligaen hjemme slog Vejle med 4-2.

U/17: AGF 4-2 Vejle

1-0: William Just (26′)
1-1: Louie Steven Jacobsen (42′)
2-1: Gustav Mogensen (45′)
3-1: Gustav Mogensen (52′)
4-1: Søren Gustav Bugge Jepsen (60′)
4-2: Daniel Møller Berg (81′)

Lørdag skulle AGF hjemme på Fredensvang krydse klinger med Vejle, som kom til opgøret med en sejr i seneste kamp.

Allerede fra kampens start så tilskuerne på Fredensvang en tempofyldt og velspillet forestilling. Værterne kom klart bedst fra land og satte sig på spillet. AGF var bedre på bolden og pasningsspillet var mere flydende, hvor gæsterne derimod havde svært ved at få spillet til at fungere.

Vejle kom dog alligevel frem til chancer og allerede efter seks minutter kunne de have bragt sig i front, da Jacob Kristensen fik en friløber, men AGF-keeper Johannes Frahm afværgede forsøget.

AGF kom også frem til flere muligheder, og det var da også dem, der åbnede scoringen, da William Just efter 26 minutters spil sendte bolden i kassen efter en omstilling. 1-0 holdt til pausen.

Vejle kom godt ud til anden halvleg og lagde fra start et massivt pres på hjemmeholdet, hvilket gav pote, da Louie Steven Jacobsen allerede to minutter inde i halvlegen kunne udligne til 1-1 for gæsterne.

Vejle-spillerne nåede dog knap nok at få armene ned før den var gal igen. AGF udnyttede en opspilsfejl fra Vejle og så kunne Gustav Mogensen sende værterne i front igen. Herfra så AGF sig ikke tilbage og styrede resten af kampen.

Kun syv minutter efter scoringen blev Gustav Mogensen dobbelt målscorer, mens Søren Gustav Bugge Jepsen udbyggede til 4-1 efter en times spil, efter han brød igennem i højre side og fik sendt bolden i nettet fra en meget spids vinkel.

Vejles indskiftede Daniel Møller Berg fik pyntet på resultatet til allersidst, og derfor ender kampen 4-2.

Sejrsherrerne AGF hopper forbi Vejle og op på femtepladsen, mens Vejle ligger på ottendepladsen.

In this article