FC Nordsjælland scorede kampens eneste mål, da de besejrede HB Køge i U/17 Ligaen.
U/17: FC Nordsjælland 1-0 HB Køge
1-0: Nikolai Frederiksen (65′)
FC Nordsjælland skulle lørdag på en på papiret overkommelig opgave, da bundproppen HB Køge gæstede Right to Dream Park.
Lige fra kickoff var det da også værterne, der sad på det meste af spillet. Nordsjælland skabte et hav af chancer, men manglede skarpheden og kunne ikke få skubbet bolden over målstregen.
Imens stod gæsterne fra Køge dybt og satsede på at få deres muligheder på kontra. HB Køge fik også en del tilbud efter omstillinger, men manglede ligesom Nordsjælland skarpheden i afslutningerne.
Efter en første halvleg med en del chancer til begge mandskaber var opgøret stadig målløst. 0-0 ved pausen.
I anden halvleg fortsatte samme billede som i de første 40 minutter. Hjemmeholdet fik mange chancer, men kunne stadig ikke få scoret. Dog fortsatte de med at være tålmodige og overholde alle interne aftaler, og til sidst gav det pote.
Da der kun manglede et kvarter af opgøret, fik Nordsjællands Nikolai Frederiksen sendt kuglen i nettet til stor forløsning for hjemmeholdet.
Der blev ikke scoret flere gange efterfølgende, og derfor endte det meget målfattige opgør med en sejr til hjemmeholdet.
Sejren sender FC Nordsjælland op på femtepladsen, mens HB Køge forbliver sidst på 14.-pladsen.