Boilesen tilbage: Det er fantastisk

Boile

Efter mere end et års skadeshelvede, begynder det endelig at se lyst ud for den danske Ajax-spiller, Nicolai Boilesen.

Således blev det igår til spilletid for Jong Ajax, da venstrebacken fik en halvleg på grønsværen. Lucas Andersen var også med hele kampen.

Efter kampen var smilet ikke til at pille af unge Boilesen.

– Jeg har det fantastisk. Det har været mere end et år siden, jeg spillede en kamp, så at kunne få lov til at spille 45 minutter uden at mærke noget til den gamle skade er det største, man kunne ønske sig, udtaler Nicolai Boilesen til sporten.tv2.dk.

For en sikkerheds skyld, tager man det roligt med opstarten denne gang. Sidste gang gik det jo galt, da Boilesen gjorde comeback i en Europa League-kamp mod United, og blev skadet endnu en gang.

Af samme grund, tør den unge stjerne ikke sætte forventningerne alt for højt op, med hensyn til førsteholdsfodbold denne sæson.

– Jeg har selvfølgelig en drøm om at kunne nå at spille førsteholdsfodbold, inden sæsonen er færdig, men det vil ikke være en kæmpe skuffelse, hvis jeg ikke når det. Det vigtigste for mig er, at skaden er overstået, og at det efter sommerferien kan blive min sæson, siger Nicolai til samme medie.

In this article