Kenneth Zohore: Bedre end Makienok

Den unge angriber, Kenneth Zohore, har gjort et godt indtryk i forbindelse med hans comeback til Superligaen. Dog er han usikker på, hvor han spiller i næste sæson, afviser en ny lejeaftale, føler sig bedre end Simon Makienok og god nok til at få spilletid i Fiorentina.

Det blev anset som noget af et scoop, da Brøndby, som nær var rykket ned sæsonen før, den 8. august 2013 hentede det tidligere FCK-stortalent, Kenneth Zohore, hjem fra Fiorentina på en sæsonlang lejeaftale. Danskeren havde haft svært ved, at tilkæmpe sig en plads på førsteholdet, og efter en sæson hvor det blot var blevet til få kampe på bænken for Firenze-klubben, blev det besluttet, at det var bedst at udleje den talentfulde angriber.

Thomas Frank gjorde forskellen
Tilbage til Danmark røg Zohore – denne gang til FC Københavns ærkerivaler, Brøndby IF. I Brøndby har den 20-årige københavner-knægt gjort god figur under træner, Thomas Frank. 20 kampe, 1008 minutters fodbold, og fire mål er det i alt blevet til for angriberen. Frank og Zohore kendte hinanden særdeles godt fra ungdomslandsholdene, hvor Frank, både på u/17- og u/19-landsholdet, var træner for den meget unge Zohore, som allerede fik debut på u/17-landsholdet som 15-årig. Og havde det ikke været Frank, var Zohore formentlig ikke endt på Vestegnen.

– Hvis det ikke havde været for ham (Thomas Frank, red.), havde det været en anden sag i sommers, siger Zohore og sender stærke signaler om et tæt forhold mellem træner og spiller.

Overrasket over udvikling
I forhold til sidste sæson har det været en stor optur at være Brøndby-fan i denne sæson, og ligeså høj som moralen er hos supporterne, ligeså høj er den på træningsbanerne i Brøndby. Dette lægger Zohore heller ikke skjul på.

– Vi klinger og snakker alle rigtig godt sammen, og når det så går så godt, som det gør, på banen, er det kun endnu bedre, siger han til D’ BOLD.

Og der er noget om snakken. Vestegnsklubben ligger i skrivende stund nummer fire i Superliga-tabellen, og selvom Zohore var klar over potentialet på det uhyre unge Brøndby-hold, er han alligevel overrasket over, at det er gået så stærkt og så godt.

– Da jeg kom til i sommer, var der kommet mange nye til med et stort potentiale, så jeg vidste godt hvad holdet var i stand til, siger den u/21-landsholdsspilleren og fortsætter, da der bliver spurgt ind til, om han er overrasket over, at det store potentiale er kommet til udtryk på banen så hurtigt:

– Det er gået hurtigere end jeg troede. Det kunne godt være man skulle have haft en sæson eller to hvor man skulle ligge midt i tabellen, men det at det er gået så hurtigt er selvfølgelig positivt.

Bedre end Makienok
Det et ikke kun selve holdet som har udviklet sig, også Kenneth Zohore selv kan mærke, at han har fået en masse ud af sæsonen i Brøndby, og godkender hans sæson hos de blå-gule.

– Jeg synes, jeg er kommet mere med og kommet frem til meget mere, siger den relativt hemmelighedsfulde angriber til dbold.dk, som efter lidt pres påpeger, at der er ting inde i boksen som Simon Makienok lærer den ellers store boksspiller:

– Der er da nogen ting inde i boksen som jeg kigger på, siger han uden at komme nærmere ind på hvad og fortsætter sin lidt hemmelige stil.

Det er dog en knap så hemmelighedsfuld Zohore som erkender, hvordan han tror, at Makienok har nydt godt af hans selskab siden ankomsten i sommer.

– Jeg tror at han (Simon Makienok, red.) har fået noget ud af, at der er kommet en som har presset på og gjort, at han ikke har været fast mand hver weekend, og dermed har været nødt til at yde sit bedste.

Selvom at Zohore er ung og skal udvikle sig meget, og også indrømmer at Makienok er en hjælp for ham, tvivler han ikke et sekund på hvem der er den bedste af holdkammeraten eller ham.

– Det er jeg, selvfølgelig, siger Zohore med et grin.

Afviser lejeaftale
Kenneth Zohores lejeaftale med Brøndby udløber efter den indeværende sæson, og det betyder, at der snart skal kigges på fremtiden. Lige nu gælder det dog bare om at holde fokus.

– Jeg ser de sidste kampe som en kamp for at komme så højt op i tabellen og få spillet nogen gode kampe, og så finder jeg ud af, hvad der skal ske efter sæsonen.

Zohore, som i 2010 blev kåret til årets u/17-talent af DBU, afviser dog alligevel ikke at blive i Brøndby eller et retur til Fiorentina, men ved altså ikke, hvad der skal ske endnu.

– Jeg kan stadig tage tilbage til Italien, blive i Brøndby eller finde en helt tredje klub, men jeg ved ikke helt hvad der sker endnu.

– Hvis Brøndby vil have jeg skal blive, er det helt klart en mulighed, men ikke på en lejeaftale. Det skal være fast, siger Zohore, som afviser samtlige øvrige Superliga-klubber:

– Jeg er bestemt åben for at blive i Brøndby, men ikke en anden klub i Superligaen.

Kan godt få Serie A-spilletid
Fiorentina er, som det ser ud nu, angriberens faste arbejdsgiver, og et retur dertil er også en mulighed for danskeren, som dog ville skulle kæmpe med angribere som Alessandro Matri, Guisseppe Rossi og Mario Gomez om pladserne. Zohore lader sig dog ikke skræmme af de store navne og er sikker på, at kan gøre sig fortjent til spilletid i de lilla Viola-dragter.

–  Der har været mange skader blandt de angribere der er der nu og ham jeg spillede sammen med på reserveholdet (Ryder Matos, red.) får spilletid, så ja, jeg synes det er realistisk. Jeg skulle nok få lidt spilletid her og der, slutter Zohore overfor D’ BOLD.

20-årige Kenneth Zohore har indtil videre opnået 48 ungdomslandskampe for Danmark og scoret 22 mål og mon ikke det bliver til lidt flere?

In this article