Lyngby brød FCN’s sejrsstime i U/17 Ligaen

De Kongeblå fra Lyngby tog lørdag imod lokalrivalerne fra Farum, FC Nordsjælland, der forud for U/17 Ligarunden i lørdags havde hentet seks sejre i de seneste seks opgør.

Lyngby, der kæmper for at hænge på i subtoppen af tabellen, havde altså muligheden for at drille rivalerne i kampen om topplaceringerne og selv spille sig tættere på topholdene anført af FC København.

I en lige første halvleg var FC Nordsjælland tæt på at bringe sig i front efter tyve minutters spil, men Lyngbys Emil Kornvig hjalp sin målmand og reddede på stregen. Kort før pausen lykkedes det så for FCN, da Niklas Kristiansen sendte gæsterne på sejrskurs efter flot kombinationsspil, der gav Kristiansen en oplagt scoringsmulighed.

Føringen holdt til pausen, men så tog hjemmeholdet fat. Lyngby kom meget mere aggressive ud til anden halvleg, og allerede efter fem minutter kunne Emil Kornvig så bringe balance i regnskabet, da han flugtede nedfaldet fra et hjørnespark i kassen til 1-1.

Efter scoringen fastholdt hjemmeholdet presset og havde flere halve muligheder. Kornvig var efter 65 minutter tæt på at blive dobbelt målscorer, men også Esben Wolf og Adam Sørensen havde chancer til en Lyngby-føring.

Da FCN-kaptajn, Magnus Wørts, så får sit andet gule kort og på den baggrund må forlade banen ti minutter før tid, bliver der mere plads til hjemmeholdet, og det udnytter de i kampens 88. spilleminut, da en fremstormende Esben Wolf på venstreback brager Rasmus Beyers oplæg op i det nærmeste målhjørne og sikrer den forløsende sejr over lokalrivalerne.

Et Nordsjælland-mandskab i undertal formår ikke at svare igen og må se sig slået for første gang siden første spillerunde.

De Kongeblå spiller sig med sejren op på fjerdepladsen med 16 point for otte kampe – kun to point efter tigerne fra Farum på andenpladsen, der ligeså har spillet otte kampe.

In this article