På vestegnen render den unge Brøndby-back Riza Durmisi rundt og spiller bold med førsteholdstruppen og har allerede fået sin debut i Superligaen for den blå og gule bundprop.
Den 19-årige back har i denne sæson allerede haft tre optrædener for BIF og er på ønskelisten i den hollandske klub Vitesse. Eresdivisie-klubben solgte i sommers deres back, Alexander Büttner, til storklubben Manchester United og derfor kan det måske blive Durmisis opgave at tage over på den plads på længere sigt – hvis altså han bliver hentet dertil.
Danskeren har kommenteret på historien: ”Jeg må hellere lade min agent håndtere det, der foregår uden for banen lige nu, så jeg ved faktisk ikke, hvor langt, de er nået i forhandlingerne,” oplyser Durmisi til sporten.dk. Han tilføjer dog også over for samme site, at hvis et skifte skal ske skal det være snart.
Riza Durmisi fik debut i august i Brøndbys 1-1-kamp mod Esbjerg. Manden har i alt fået 39 minutters Superliga-bold.