John Terry: Træn med mig, Andreas

16-årige Andreas Christensen stormer frem i Chelsea, og har allerede spillet sig godt og grundigt ind i U21-truppen hos Champions League-vinderne.

Faktisk klarer forsvarstalentet sig så godt i det engelske, at han flere gange har spillet for Chelseas reservehold. Og for kort tid siden oplevede unge Christensen noget han nok sent vil glemme. Han fik lov at danne forsvarsduo med selveste John Terry, som på daværende tidspunkt var på vej tilbage fra en skade.

Christensens præstationer den dag, gik ikke ubemærket hen, og han blev spået en lovende fremtid af John Terry, da den levende legende gav interview til Chelsea-TV efter kampen.

-Jeg så det først et par dage efter, da min mor gjorde mig opmærksom på det, men det motiverer jo rigtig meget, at John Terry kan lide, hvad jeg laver. Især fordi det kommer fra lige netop ham, udtaler Andreas Christensen til sporten.dk

Faktisk har John Terry også henvendt sig direkte til 16-årige Andreas Christensen og givet ham noget af et tilbud.

– Han har også sagt til mig, at jeg altid kan komme op og træne forsvarsspil med ham.

Noget af et tilbud fra den iskolde forsvarsklippe, der i den grad er et idol for Andreas C.

– Det er en fornøjelse at spille sammen med ham. Han snakker og dirigerer og hjælper sindssygt meget, udtaler Christensen, og fortæller dernæst at planen lige nu er at blive fast mand på reserveholdet, for dernæst i fremtiden at komme ind i Premier League-truppen.

In this article