Frederik Rønnow har imponeret det seneste år i AC Horsens, hvor han har været førstevalg på keeperposten og Den Gule Fare indrømmer også at man ikke kan holde ham i klubben indtil kontrakten løber ud i 2017.
U21-landsholdsmålmanden, Frederik Rønnow, er en eftertragtet herre og trods en nylig forlængelse med den midtjyske klub, AC Horsens, ved man godt i klubben at man ikke vil kunne holde på Rønnow så længe.
“Frederik er helt sikkert i Horsens på lånt tid, og det er også helt efter den plan, vi har med ham. Jeg både tror og håber, vi får glæde af ham et godt stykke tid endnu. Jeg vil ikke bedømme, om Frederik er vores største salgsobjekt, men han er i hvert fald det af vores salgsobjekter, der har gjort det klart bedst gennem lang tid,” udtaler sportdirektør Jesper Hansen til achorsensfan.dk og fortsætter:
“Jeg hverken kan eller vil gå konkret ind i, hvor meget interesse udenlandske klubber viser for Frederik. Men det er klart, at det ikke er gået ubemærket hen, at Frederik har stået godt og stabilt over flere kampe både nationalt og internationalt.”
20-årige Rønnow har i alt 13 ungdomslandskampe på cv’et, hvoraf fem af dem er for u21-landsholdet.