Chelseas 16-årige dansker Andreas Christensen var i lørdags med, da Chelsea spillede sig i semifinalen i NextGen, som også er kendt som “ungdommens Champions Leaugue”. Her indtog danskeren sin sædvanlige plads i forsvaret, da Chelsea slog Juventus med 4-1. En sejr Andreas Christensen efterfølgende er meget tilfreds med.
“Vi var foran 2-0 i løbet af det første kvarter, men de får reduceret og det giver dem lidt gnist. Da vi så kommer på 3-1 er kampen reelt lukket, og vi får da også scoret målet til 4-1. Det var en rigtig stærk sejr”, udtaler Christensen til bold.dk.
“Det betyder rigtig meget for klubben at være i semifinalen, for det er en stor, international turnering. Så klubben var meget tilfreds med, at vi spillede os videre.”
Danskeren nyder fodboldtilværelsen i London og træner endda tit med på førsteholdet, der tæller store stjerner som Lampard, Terry og Cech.
“Jeg træner stadig med førsteholdet til tider, og spiller fast for U21-holdet, så det går helt bestemt fremad. Jeg føler, at jeg hele tiden udvikler mig”, slutter han.
Forsvarsspilleren er senest blevet forfremmet til U19-landsholdet, der senere på måneden møder Frankrig i to omgange.