Højbjerg: Handler om at kende sin plads

Det tidligere Brøndby-talent Pierre-Emile Højbjerg, der nu repræsenterer den tyske storklub Bayern München, er allerede som 17-årig at finde i tyskernes store førsteholdstrup. Ganske imponerende af en 17-årig. Højbjerg mener dog selv, at træerne ikke vokser ind i himlen, og at man skal lære, at finde sin plads blandt de store stjerner. I starten må man dog tage nogle slag for det, hvilket danskeren da også har gjort.

“Selvfølgelig går man gennem en hård periode, hvor de går til dig, og man kommer til at smage græsset. Men det handler om at kende sin plads, tie stille og kæmpe. Jeg har slugt det sure æble en gang imellem og taget imod slagene. På den måde får du også mere respekt”, siger Pierre-Emile Højbjerg til BT.

“Hvis du laver en tunnel på én, så kan du godt forvente, at han kommer med knopperne forrest bagfra. Jeg har flere gange været i græsset og fået nogle tæsk, hvor jeg egentlig har været pissesur og tænkt, at det kan da ikke være rigtigt. Men der har jeg bare løbet videre. Det vigtige er, at man er hurtigt oppe, så de tænker, at ham der kan vi ikke få ned. Det giver respekt, og så bliver man accepteret.”

Højbjerg siger selv, at han er ved finde sig til rette på holdet, hvor han bla. har fået et godt forhold til Franck Ribery.

“Nu taler jeg jo fransk, så en spiller som Franck Ribery har været rigtig god mod mig. Det samme har Daniel van Buyten og Bastian Schweinsteiger. Men Dante er nok den, der har taget allerbedst imod mig. Ham læner jeg mig rigtig meget op ad. Efter træningen tager de mig til siden og giver tips omkring, hvordan jeg skal presse, hvordan de vil spille og sådan noget. Men vi laver også jokes sammen.”

Pierre-Emile Højbjerg taler fransk fordi hans mor er derfra. Så selvom han rent faktisk har muligheden for at opstille på det franske landshold, så ville han alligevel foretrække det danske.

“Danmark er 100 procent sikkert min førsteprioritet, og jeg synes, at det er fjollet at tro andet.”

“Det er en historie, der er blevet blæst op i medierne. Jeg har repræsenteret Danmark på klubplan og ungdomslandshold. Der er danske trænere, der har kæmpet for at få mig til tops, så derfor ville det være at pisse dem op ad ryggen at skifte landshold.”

Danskeren har endnu sin tyske debut til gode, men var så sent som i sidste weekend udtaget til Bayerns kamp mod Leverkusen.

In this article