Den unge OB’er Mads Raben har fået sig en ny aftale med sin fynske klub. Den nu 17-årige spiller fik debut i den bedste danske række som 16-årig.
Trods sin meget unge alder har fynske Mads Raben allerede spillet to Superligakampe for Odense Boldklub. Som den næstyngste Superliga-spiller nogensinde debuterede han for snart et år siden med kun 16 år på bagen – dette var dog klubrekorden for yngste spiller på banen i en stribet trøje.
Den unge fynbo har ikke fået spilletid for førsteholdet i denne sæson endnu, men har alligevel underskrevet en ny kontrakt med klubben fra Ådalen gældende til 2015. Spilletid vil dog komme Rabens vej forsikrede OB-træner Troels Bech sidste år:
“Mads Raben er for sin alder en usædvanlig talentfuld spiller, og når han dukkede op i foråret, kan han komme til det igen. Men forløbet for Mads er sådan, at han har en hel række milesten, han skal ramme først, før han skal blive Superligaspiller. Det bliver der arbejdet benhårdt på hver dag af både ham og hans træner. For vores Superliga-hold vil det være et udtryk for, at noget er gået galt, hvis vi er nødt til at henvende os til Mads igen. For så bryder vi nemlig både planen for ham og vores Superliga-hold. Vi planlægger ikke, at han skal være vores nødløsning her og nu, men han skal nok gå en stor fremtid i møde – også i OB,” fortalte Bech til tipsbladet.dk.
Raben kommer originalt fra samme klub som OB’eren Rasmus Falk og den tidligere OB’er Christian Eriksen, nemlig Middelfart G & BK.