18-årige Patrick Olsen fik i onsdags en oplevelse han ikke lige ville kunne glemme foreløbigt. Danskeren var nemlig udtaget til Inters pokalsemifinale mod AS Roma. En stor, stor oplevelse for Amager-knægten.
“Det var en helt sindssyg oplevelse. Der sad 50.000 tilskuere der gik helt amok. Der blev fyret kanonslag af, der lød som bomber. Man fik et chok hver gang der sprang et”, fortæller Patrick Olsen til DR Sporten.
“Man må sige, at sidste uge var en stor optur for mig, da jeg sad på bænken for førsteholdet. Mit mål da jeg kom herned var, at jeg skulle være med på bænken efter sommerferien.”
Men det mål fik Patrick Olsen allerede opfyldt i denne sæson. Nu er næste udfordring at få chancen i kamp.
“Jeg håber på at kunne være med på bænken fast efter sommerferien, så jeg kan få chancen.”
“Det har været en god periode med en masse udvikling hernede. Det har været meget lærerigt. Jeg synes ikke, at der er så lang vej til at være med på holdet”, siger han.
Det er ingen hemmelighed, at Inter er en af de største klubber i verden og derfor findes der naturligvis også store navne i truppen.
“Det er en speciel oplevelse at spille sammen med stjernerne. Nogen bliver bange, når de hører navne som Zanetti og Cambiasso, men det gør jeg ikke. Jeg synes bare, at det er fedt at spille sammen med dem og de kan også lære en noget.”
Patrick Olsen har altså stadigvæk sin debut til gode for Inters førstehold, mens han til gengæld er en fast bestanddel af klubbens Primavera-hold.