Hamburger SVs 19-årige dansker Christian Nørgaard er efterhånden, en af de mange der har taget skridtet videre til udlandet, allerede i en meget ung alder.
I Hamburg træner danskeren allerede fast med førsteholdet, og har også allerede i løbet af de snart første to år i klubben, kunne mærke forskellen på blandt andet disciplinen.
“Vi spillede noget opvarmning, hvor træneren indgik i træningen. På et tidspunkt lader jeg så bolden løbe igennem benene på mig, og der sagde træneren så, at det var så en ekstra tur. Og der mener jeg jo som dansker, godt man kan have en lille diskussion med træneren, men det kunne man overhovedet ikke. Jeg blev straks sat på plads af en holdkammerat, der sagde. at man ikke skulle diskutere med træneren. Jeg troede egentligt bare det var lidt for sjov og sådan. Men så var rammen ligesom sat”, siger Christian Nørgaard til DBU Web-TV.
En af de største grunde til at det i sin tid blev netop blev HSV han valgte, var, at Hamburg-klubben med Frank Arnesen som sportsdirektør, VILLE have danskeren.
“De henvendte sig flere gange til Lyngby med meget konkrete tilbud. Det betød meget for mig, at det var så vigtigt for HSV at få mig, så det ikke bare blev sådan et alibi-skifte.”
“HSV var samtidigt den største klub i Skandinavien, så det lå meget praktisk i forhold til min familie og venner. Så selvom det var et skifte til udlandet, så var der stadigvæk kun en tre-fire timer hjem.”
I Bundesliga-klubben findes også store navne som fx hollænderen Rafael Van der Vaart. Nørgaard suger bare stjernernes råd til sig.
“Man har nogle gange lige skulle hive sig selv lidt i armen over, at man nu skulle spille en pasning til Van der Vaart. Men de har givet nogle gode råd og sagt nogle pæne ting til en. Det giver selvfølgelig kæmpe selvtillid”, siger danskeren og fortæller samtidigt om en seance hvor fansene spurgte lidt ind til ham til en begivenhed:
“På et tidspunkt blev der spurgt lidt ind til mig, hvorefter Rene Adler (kendt målmand i HSV, red.) så tager over og snakkede ud til fansene om mig, om hvor stort et talent jeg var, og jeg ville have fået min Bundesliga-debut, hvis ikke jeg havde været skadet i lang tid. Sådan noget giver også bare selvtillid og tro på tingene.”
Netop skader har også præget en del af Nørgaards tid i HSV. Nogle måneder den unge dansker beskriver som ubeskriveligt hårde, og som samtidigt også gav et stort knæk for danskeren.
“Du har ligget i sofaen hele dagen med tanken om, at de andre er ude at træne nu og, at de hele tiden kommer et skridt foran dig. En masse dårlige tanker kommer op i hovedet på dig, og jeg begyndte også at forvente for meget af mig selv.”
Christian Nørgaard har endnu sin debut på førsteholdet til gode. Han har tit fået at vide, at det nok skal komme, men det er han efterhånden træt af at høre på.
“Det er trættende bare at høre folk sige: Det kommer, det kommer! Men de har jo ret. Det skal nok komme med tiden og formen og alle de ting. Men nu kan jeg mærke, at der begynder at komme lidt fremgang.”
Han håber at debuten kommer inden længe og måske endda i denne sæson.
“Mit mål er, at komme mere ind omkring førsteholdet allerede det her halve år, og så hvis jeg er heldig, så får jeg måske også mine første minutter i Bundesligaen”, slutter midtbanespilleren.
Christian Nørgaard har spillet 40 kampe for de danske U-landshold.