Det har næppe været sjovt at hedde Nicolai Boilesen det seneste halvandet år. Den unge back har været igennem et langt og smertefuldt skadeshelvede, men nu begynder det heldigvis at lysne for den uheldige forsvarsspiller. Boilesen er udtaget til Ajax’s sidste kamp mod Groningen som spilles søndag.
Efter halvandet års genoptræning er Boilesen endelig ved at være tilbage. Den seneste tid er det blevet til en række kampe for reserveholdet, og nu er Boilesen kommet så langt at Ajax-træner, De Boer, har valgt at udtage ham til sæsonens sidste kamp.
Blot 10 ligakampe er det blevet til for den unge back, der blev skamrost under hans første tid i Ajax. Desværre for Boilesen har Daley Blind gjort det fremragende mens Boilesen har været væk, og er derfor blevet kåret til årets spiller i den hollandske mesterklub. Men mon ikke Boilesen har klassen til at kæmpe sig tilbage som fast mand?
Træner, Frank De Boer, er glad for at have Boilesen tilbage, men sørger samtidig for at understrege at Boilesen ikke er klar til at spille flere kampe om ugen på nuværende tidspunkt. Ligeledes understreger han, at Blind har back-pladsen lige nu.
– Daley Blind er nummer ét på pladsen som venstreback. Men det er godt, at han igen har to konkurrenter i Nicolai Boilesen og Mitchell Dijks, fortæller de Boer ifølge Voetbal International.
– Det er urealistisk at tro, at Boilesen efter 18 måneder med skader kan spille 30 kampe næste sæson. Han skal investere i fremtiden, og i den første fase kan han håndtere cirka en kamp hver tiende dag, slutter træneren.
Ajax møder Groningen på søndag. Hverken Lucas Andersen eller Lasse Schöne er med i startopstillingen.