På trods af 10 sæsonscoringer og 23 Æresdivisionskampe mener Fischer ikke at han kan være helt tilfreds med sæsonens forløb.
Som sæsonen er gået skulle man tro at 18-årige Viktor Fischer var godt tilfreds med den netop afsluttede sæson. Han er gået fra at være fast mand på u-19 holdet til at være en af stjernerne på Ajax´ førstehold. Det er tilmed blevet til et mesterskab og en a-landsholds debut i den seneste sæson.
Men det får ikke offensiv-spilleren til at hvile på laurbærene. Han mener nemlig at han har været alt for ustabil.
“Folk læser jo kun de ting, der står i aviserne. Og det er kun det gode – ind til videre,” siger Fischer til tv2.dk.
“Hvis de havde set alle vores kampe, ville de nok være mere skeptiske. Det har været en god sæson på mange måder, men der har også været mindre gode ting. Der har været kampe, hvor jeg ikke har gjort det så godt. Jeg vil stadig mene, at cirka 60 procent af mine indsatser har været mindre gode. Og det skal være anderledes næste år,” udtaler han.
Da Fischer i sin tid skiftede til Ajax, var det på en kontrakt med en værdi på omkring 12 millioner danske kroner. Et beløb der nok bliver mere end fordoblet næste gang danskeren skifter klub, eftersom storklubber som Real Madrid og Manchester United, er blevet hyppigt nævnt på rygtebørsen.