Christian Nørgaard venter stadig på sin debut i Hamburger SV.
Christian Nørgaard har stadig ikke fået sin førsteholdsdebut i HSV, som har danske Frank Arnesen som sportsdirektør. Debuten var ellers ved at blive en realitet i efteråret, fortæller 19-årige Nørgaard.
“De snakkede om, at det måske skulle til at være nu, at jeg skulle have mine første minutter i Bundesligaen,” fortæller Christian Nørgaard til tv2.dk.
Debuten måtte dog vente, da han løb ind i en række skader, som satte ham tilbage i spillet. Nørgaard erkender også at det har været hårdt, med alle skadesproblemerne.
“Jeg har måske aldrig rigtigt fået ramt mit topniveau siden da. Det har selvfølgelig været rigtig svært, først og fremmest at acceptere at man måske ikke kunne være der, hvor man var før,” siger Christian Nørgaard til tv2.dk.
Thorsten Fink, som er cheftræner i HSV er dog positiv overfor en dansker-debut i næste sæon. Han fortæller at hans hensigt er, at give den danske u-19 landsholds anfører debut, når den nye sæson begynder i Tyskland.
“Christian er en fremragende midtbanespiller, der er teknisk god og har et godt overblik. Og så har han den rette indstilling. Det er afgørende at have den rette indstilling og give sig fuldt du. Og han har lyst til at lære og udvikle sig. Det er også en kvalitet,” udtaler Fink til tv2.dk og slutter:
“Næste år vil han kunne tage skridtet, men jeg kan ikke garantere det 100 procent.”
Nørgaard skiftede sidste år til HSV fra Lyngby, som i øjeblikket tørner ud i 1.division.