Brøndby IF-talent forfremmes

 

Sydsiden

Brøndby-talentet Mads Nielsen forlænger med de blå-gule og forfremmes til Superliga-truppen.

19-årige Mads Nielsen har i år tørnet ud for Brøndbys U19-hold, men det bliver der nu lavet om på. Talentet har nemlig skrevet under på en kontraktforlængelse, som binder ham for de næste to sæsoner og sikrer ham en plads i holdets Superliga-trup. Brøndby-træner Thomas Frank er glad for aftalen.

”Mads Nielsen er et stort forsvarstalent, som jeg kender indgående fra min tid hos DBU. Han er et fysisk pragteksemplar, der er atletisk, meget stærk i hovedspillet, men også god i omgangen med bolden,” siger Thomas Frank til Brøndbys hjemmeside.

”Når Mads nu indlemmes i Superligatruppen, så giver det ham mulighed for at udvikle de ting, som han skal arbejde med, og det giver os trænere mulighed for at hjælpe ham med udviklingen og coache ham på bedst mulig vis. Vi ser frem til samarbejdet med Mads i de kommende sæsoner,” udtaler han.

Mads Nielsen har tidligere arbejdet sammen med sin nye cheftræner Thomas Frank på diverse ungdomslandshold, heriblandt det danske U16 og U19-landshold.

 

In this article