Det danske Fulham-talent Lasse Vigen Christensen lader sig ikke distrahere af, at stadig har sin førsteholdsdebut til gode i modsætning til nogle af hans holdkammerater på U19-landsholdet.
Da Lasse Vigen tilbage i januar 2012 skiftede fra FC Midtjylland til engelske Fulham, blev han betragtet som en af de allerstørste talenter i dansk fodbold. Siden da har han været en del af London-klubbens ungdomsafdeling.
Her nyder U19-landsholdsspilleren at rende rundt, også selvom han endnu ikke har fået sine første minutter for førsteholdet. Alt går efter planen.
“Det har været en god sæson. Jeg nyder at gå og passe mig selv lidt derovre. Jeg har ro til at tage de næste skridt i min udvikling. Der er mange af drengene her, der er begyndt at komme på holdet i både udlandet og herhjemme, og det er superfedt for dem, men jeg har en plan i den klub, jeg er i. Indtil videre er det gået helt efter planen, og det skal bare fortsætte”, siger Lasse Vigen Christensen til tipsbladet.dk.
Flere af Lasse Vigens holdkammerater på U19-landsholdet har allerede fået debut for nogle af deres store europæiske klubber som Bayern München og Ajax. Fulham-talentet tager det dog helt roligt, og håber på, at debuten kan være lige om hjørnet.
“Jeg tager det stille og roligt. Selvfølgelig vil man gerne op at spille med de store drenge, og det er også et mål for mig. Jeg føler også, at jeg bliver mere og mere klar til det, så forhåbenligt går der ikke længe, før jeg kan træne mere og mere med. Det er næste step i min udvikling.”
Lasse Vigen Christensen var en del af det talentfulde U19-landshold, der i torsdags vandt med 4-1 over stormagten Tyskland. Han spår en god fremtid for landsholdet.
“Når man vinder 4-1 over Tyskland, er det selvfølgelig altid en god oplevelse. Men jeg synes det var hårdt. Selvom vi vandt 4-1, spillede de godt, og især i anden halvleg havde de nogle store chancer. Det var en hård kamp, og man kunne mærke til sidst, at man havde løbet en del. Men det var helt fantastisk at vinde 4-1, og vi scorede nogle flotte mål og spillede til tider godt”, siger han og supplerer:
“På nogle punkter leverede vi en toppræstation mod Tyskland, men vi har også haft nogle kampe, hvor vi har haft det svært mod England og Frankrig, der også er topnationer. Men hvis vi kan finde det her spil frem og arbejde hårdt – det skal vi også have med – så kan vi nå rigtig langt. Det har vi også vist før, så det tror vi på.”
Lasse Vigen Christensen har kontrakt med engelske Fulham FC frem til sommeren 2014.