Med to 5-0 sejre i træk er selvtilliden i top for “Den gyldne overgang” og ikke mindst for FCN´s Kristian Lindberg, som nettede hele tre gange mod Bulgarien.
Hele fodbold-Danmark har fået øje på U19-drengene, som lige nu tillader alle danskere at drømme stort. Mod Bulgarien blev det til tre kasser for FC Nordsjællands Kristian Lindberg, som ikke engang var med i holdets første kamp mod Tjekkiet. Derfor var det også ekstra dejligt for angriberen, da han endelig fik chancen fra start.
“Det tog lidt tid at få hul på bylden i dag, for Bulgarien stod dybt. Men da jeg fik en god, dyb aflevering fra Yussuf Poulsen, var det bare at få bolden sparket i mål,” siger Lindberg til bold.dk.
“Det er selvfølgelig dejlig at få chancen og så gribe den på den måde, men det handler om holdet. Hele holdet sprudler af selvtillid, og vi tror så meget på hinanden.”
Efter de to 5-0 sejre i EM-kvalifikationen som finder sted i Portugal, er Danmark blevet sendt ud i en vaskeægte skæbnekamp mod netop Portugal. Vinder danskerne går turen mod Litauen og U19-EM.
“Vi skal selvfølgelig nyde den her sejr nu, for det er stort at vinde to kampe i træk 5-0. Men allerede i morgen tidlig begynder vi at kigge frem til kampen mod Portugal, den ser vi rigtig meget frem til,” udtaler Lindberg.
U19-landsholdet består blandt andet af Pierre-Emile Højbjerg fra Bayern München, Patrick Olsen som tørner ud for inter og HSV´s Christian Nørgaard.